Politik

tir, 23 apr 2024

Statsminister kritiserer landbrug: Grisene skal slagtes i Danmark

Mette Frederiksen begræder lukkede slagterier og opfordrer landbruget til at tage ansvar for danske arbejdspladser.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Mette Frederiksen begræder lukkede slagterier og opfordrer landbruget til at tage ansvar for danske arbejdspladser.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er stærkt utilfreds med, at landbruget sender grise til slagtning i udlandet og dermed negligerer danske slagterier.

På kort tid er to store slagterier lukket i Danmark, hvor Sæby og Ringsted tilsammen har mistet omkring 2000 slagteriarbejdspladser.

Det skyldes i høj grad landbrugets praksis, betoner Mette Frederiksen.

Landbruget bør tage mere ansvar for, at de danske grise også slagtes i Danmark i stedet for at blive kørt til udlandet.

- Jeg forstår ikke, at danske landmænd kører grisene ud af Danmark i det omfang, vi ser, siger statsminister Mette Frederiksen under en spørgetime i Folketinget.

- Jeg ville hellere have, at de lod deres grise slagte i Danmark og understøtter, at der er slagteriarbejdspladser.

Udtalelserne falder efter, at Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, har spurgt statsministeren, om hun vil garantere, at en kommende CO2-afgift på landbruget ikke koster arbejdspladser.

Mette Frederiksen svarer først, at bevaring af arbejdspladser er centralt for regeringens politik.

- Når vi laver en CO2-afgift, er det med det klare mål at nedbringe miljø- og klimabelastningen samtidig med, at danskerne har et arbejde at stå op til.

Derefter peger statsministeren på, at landbrugets praksis selv får andre sektorer til at miste job.

I sidste uge annoncerede Danish Crown, at man måtte lukke slagteriet i Ringsted som følge af manglende omsætning. Det betyder, at 1200 stillinger nedlægges.

I sommer skete det samme for slagteriet i Sæby, hvor 800 job forsvandt.

Det understreger for Mette Frederiksen, at der er andre udfordringer for beskæftigelsen end en CO2-afgift på landbruget.

Landmænd har de seneste år kunne få en bedre pris ved at sende grise til slagtning i udlandet, og det har medført et drastisk fald i både slagtninger og omsætning hos de danske slagterier.

Mette Frederiksen begræder udviklingen og kalder på, at landmænd tager ansvar for samfundet og lokalområdernes erhvervsliv.

- Det er synd for grisene, der skal ud på lange transporter, og jeg synes, det er ærgerligt for de familier i Sæby og i Nordjylland og familierne i Ringsted og på Sjælland, der mister deres arbejde, siger hun.

- Så hvis vi kunne have en snak om, at man i højere grad fra landbruget side understøtter, at arbejdspladserne bliver i Danmark, så synes jeg, det vil være positivt.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Dansk lånesystem sælges til biblioteker i både Tyskland og Sverige Systemet Cicero er senest blevet solgt til Stadsbiblioteket i Stockholm og dets ... Læs mere
Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere