Politik

tor, 20 feb 2025

af Mikkel Preisler

Statsminister med 50 milliarder kroner til forsvarschef: Køb, køb, køb

Regeringstoppen har onsdag på et pressemøde fortalt om yderligere investeringer i det danske forsvar.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Regeringstoppen har onsdag på et pressemøde fortalt om yderligere investeringer i det danske forsvar.

Regeringen og partierne bag forsvarsforliget har allerede afsat knap 200 milliarder kroner til Forsvaret frem mod 2033, og onsdag står det fast, at det danske forsvar kan købe ind for yderligere 50 milliarder kroner i 2025 og 2026.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Statsministeriet.

Mette Frederiksens budskab til forsvarschefen er ikke til at tage fejl af.

- Køb, køb, køb. Der er kun en ting, der tæller nu, og det er hastighed, for virkeligheden er, at vi er bagud. Vi er nødt til at tilsidesætte mange af de procedurer, som nok er skabt i bedste mening, men som hører en anden tid til, siger hun.

25 milliarder kroner skal bruges i år, mens de resterende 25 milliarder kroner skal bruges i 2026.

Pengene placeres i en såkaldt "accelerationsfond", som det lyder fra regeringen.

24. februar er det tre år siden, at Rusland invaderede naboen Ukraine. Og allerede i 2014 tog Rusland kontrol over den ukrainske halvø Krim.

Rusland er en alvorlig trussel, understreger statsministeren.

- Vi står over for et aggressivt Rusland, som opruster, og som måske gør sig klar til at angribe andre, siger Mette Frederiksen.

Hun mener, at "vi står i den farligste situation i mange år" på grund af truslen fra Rusland.

Derfor skal der gøres mere for at forsvare Danmark, lyder det på pressemødet, hvor også forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) deltager.

- Køb det, som her og nu kan bidrage til et stærkere forsvar og dermed til en stærkere afskrækkelse. Kan vi ikke få det bedste udstyr, så køb det næstbedste, siger Mette Frederiksen adresseret til fungerende forsvarschef Michael Hyldgaard.

Hvilke beføjelser forsvarschefen får i forhold til indkøb, vil regeringen først løfte sløret for i detaljer torsdag, lyder det fra Troels Lund Poulsen.

Men budskabet fra regeringstoppen er, at forsvarschefen skal have mere magt i forhold til fremtidige indkøb.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse skal omstruktureres, fortæller Troels Lund Poulsen. Når farten sættes op, vil der blive begået flere fejl, erkender regeringstoppen.

- Jeg vil hellere begå fejl og lave den nødvendige oprustning end at sidde og kigge ud i luften, siger Troels Lund Poulsen.

Kort før pressemødet oplyste Finansministeriet, at det finanspolitiske råderum opjusteres med 21,25 milliarder kroner i 2030.

Det er blandt andet herfra samt på grund af en lempelse af finanspolitikken, at pengene til den yderligere investering i forsvaret findes.

Det finanspolitiske råderum er en økonomisk fremskrivning og et mål for, hvor mange penge politikerne ventes at kunne afsætte til nye initiativer - eller til at sænke skatterne.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Influenzasæsonen er ved at nå sin afslutning SSI meddeler i dag, at der for anden uge i træk er et fald i antallet af influe... Læs mere
Truth Social : Aktien i frit fald I efteråret 2024 eksploderede kursen på aktien men efter Trumps indsættelse s... Læs mere
McGregor i strid med Irlands premierminister efter besøg hos Trump Conor McGregor benyttede sit besøg i Det Hvide Hus til at kritisere Irlands imm... Læs mere
Ishockey skal lette stemningen imellem USA & Rusland I forbindelse med samtalen imellem Putin og Trump har Putin luftet ideen om at l... Læs mere