Politik

fre, 07 jun 2024

Støjberg måtte afbryde EU-valgkamp for at få fjernet blindtarmen

Inger Støjberg har været meget synlig i valgkampen inden EU-valget søndag. Spidskandidat for hendes parti, Danmarksdemokraterne, er Kristoffer Storm. (Arkivfoto).
Henning Bagger/Ritzau Scanpix Inger Støjberg har været meget synlig i valgkampen inden EU-valget søndag. Spidskandidat for hendes parti, Danmarksdemokraterne, er Kristoffer Storm. (Arkivfoto).

Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, har - midt i EU-valgkampen - været på hospitalet for at få fjernet blindtarmen.

På Facebook beretter Støjberg om, at hun vågnede op natten til torsdag med kraftige mavesmerter.

- Så i stedet for at bruge dagen i går på at dele pjecer ud i Randers, Silkeborg og Skive, som jeg havde planlagt, så brugte jeg dagen på en akut operation på sygehuset i Aalborg, skriver hun.

Operationen er gået godt, og Støjberg forventer at blive udskrevet senere fredag.

Hun har ikke tid til at ligge på sygehuset, tilføjer hun desuden:

- Jeg håber derfor at være tilbage på gader og stræder sammen med vores spidskandidat, Kristoffer Storm, igen i morgen, lørdag. De bedste hilsner Inger - nu uden både fodlænke og blindtarm, skriver hun.

Støjberg henviser til sin tidligere dom i rigsretssagen om ulovlig adskillelse af asylpar. Den kostede hende 60 dages fængsel, som hun afsonede med fodlænke.

Inger Støjberg har engageret sig meget i Kristoffer Storms valgkamp, selv om hun altså ikke er på valg. Et billede af hende er da også at finde på hans valgplakater.

De to har for nylig fremlagt et migrationsudspil med fokus på både indre og ydre grænser.

Det er første gang, Danmarksdemokraterne er på stemmesedlen til et valg til Europa-Parlamentet. Partiet blev stiftet i 2022.

I Danmark stemmes der til EU-valget søndag.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Tesla leverer færre biler end ventet og aktien sendes nedad Tesla-leverancer ligger 8000 biler under forventning. Aktien daler, og analytike... Læs mere
Øget efterspørgsel får Emirates til at indsætte fragtfly fra København Et ugentligt fragtfly til og fra Københavns Lufthavn skal hjælpe Emirates med ... Læs mere
Endnu en socialdemokratisk borgmester stopper efter kommunalvalg Marcel Meijer (S) har besluttet sig for, at 12 år som borgmester må være nok ... Læs mere
Private må tilbyde taxakørsel på yderligere tre småøer På i alt 11 danske øer er det nu muligt for private at tilbyde kørsel mod bet... Læs mere
Mere end seks ud af ti nye biler er elektriske 61,5 procent af nyindregistrerede biler i december var elektriske. Det viser opg... Læs mere