Politik

man, 03 feb 2025

af Mikkel Preisler

Troels Lund afviser Ruslands ambassadør: Det er propaganda

Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin (billedet), er ikke i høj kurs hos forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) efter udtalelser om det danske forsvar. (Arkivfoto).
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin (billedet), er ikke i høj kurs hos forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) efter udtalelser om det danske forsvar. (Arkivfoto).

Det er noget vrøvl, når Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, påstår, at det danske forsvar er underfinansieret.

Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til TV 2. Analysen holder ikke, mener han.

- Den er fuldstændig forkert og er jo en del af den russiske propaganda, som jeg tror, at vi skal til at vænne os til at blive mødt af, siger forsvarsministeren til mediet.

Vladimir Barbin siger til det statslige russiske nyhedsbureau Tass, at Danmarks forsvar er blevet efterladt mere eller mindre forsvarsløst som følge af støtten til Ukraine i krigen mod Rusland.

- Danmark har allerede afsat cirka 7,5 milliarder dollar (omkring 54 milliarder kroner, red.) til militær hjælp til Kyiv-regimet. Derfor er det danske forsvar underfinansieret. Der er intet luft- og missilforsvar, siger Vladimir Barbin ifølge Tass.

Troels Lund Poulsen køber ikke ambassadørens præmis om, at Danmarks støtte til Ukraine har svækket mulighederne for at styrke det danske forsvar.

Forsvarsministeren peger på, at Danmark, ud over at støtte Ukraine med op mod 70 milliarder kroner, også har sat yderligere omkring 200 milliarder kroner af til at investere i forsvaret i Danmark.

Dette sker ifølge Troels Lund Poulsen både for at imødekomme Danmarks forpligtelser i forhold til Nato, men også for at styrke eget forsvar.

Troels Lund Poulsen ser også støtten til Ukraine som en hjælp i forhold til Danmarks egen sikkerhed mod præsident Vladimir Putins Rusland.

- Det, at ukrainerne kan slå tilbage mod den aggression, de er udsat for, er jo netop med til at gøre, at Rusland ikke bare får lov til at rulle tættere på os.

- Derfor er det faktisk en rigtig god idé at have en stærk indsats i at støtte Ukraine, siger han til TV 2.

Rusland invaderede Ukraine for snart tre år siden, og siden har de to store nabolande været i krig.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Putin støtter våbenhvile : I teorien Vladimir Putin afviser ikke amerikansk udspil til en våbenhvile - men Putin har... Læs mere
Musk vil fyre op imod 20% af den amerikanske skattestyrelse DOGE ere nu nået til den amerikanske skattestyrelse og vil have arbejdsstyrke s... Læs mere
Trump vil indføre lov fra 1798 : Beregnet til krigstid Trump vil indføre krigstidslov fra 1798 for at fremskynde masse-deportationer. Læs mere
Volkswagen er klar til at producere militærkøretøjer Den tyske bilproducent vil overveje at producere militært udstyr hvis mulighede... Læs mere
Trump truer med straftold på 200% Trump truer med gengældelsestold på 200% på europæiske varer, heriblandt vin... Læs mere