Politik

man, 24 jun 2024

Valgnævn afviser Lars Boje Mathiesens ønsker til partinavn

Lars Boje Mathiesen har været løsgænger i Folketinget, siden han i 2023 blev ekskluderet fra Nye Borgerlige. Mandag oplyser han, at Valgnævnet har afvist hans to ønsker til et navn til hans nye parti. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Lars Boje Mathiesen har været løsgænger i Folketinget, siden han i 2023 blev ekskluderet fra Nye Borgerlige. Mandag oplyser han, at Valgnævnet har afvist hans to ønsker til et navn til hans nye parti. (Arkivfoto).

Valgnævnet har mandag afvist, at Lars Boje Mathiesens parti kan hedde Danmarks Bedste Parti.

Det oplyser folketingspolitikeren på Facebook.

- Ja, desværre som forventet, så kæmper systemet allerede imod os.

- De har derfor afvist vores partinavn, fordi, som de skriver, at de mener, at det er for godt, skriver politikeren i opslaget.

Kort tid efter at opslaget er blevet lagt op, har Lars Boje Mathiesen opdateret det.

I den nye tekst fremgår det, at også navnet Borgernes Parti er blevet afvist.

Sammen med opslaget har Lars Boje Mathiesen lagt en video op. I den læser han op af det, der skal være en afgørelse fra Valgnævnet.

- Vi har lagt vægt på, at partinavnet på stemmesedlerne vil fremstå særlig fremhævet og dermed skille sig ud i forhold til andre opstillingsberettigede partier, idet partinavnet naturligt rent sprogligt må opfattes som en anprisning af netop dette parti i forhold til andre opstillingsberettigede partier, står der blandt andet i afgørelsen ifølge Boje Mathiesen.

I videoen stiller politikeren sig tilsyneladende uforstående over for afvisningen.

- Det er vel for pokker formålet med et partinavn. At det skiller sig ud og får folk til at stemme på partiet i forhold til andre partier, siger han.

Lars Boje Mathiesen kommer i videoen ikke ind på, hvad der nu skal ske for hans parti, som altså endnu ikke har et godkendt navn, hvilket betyder, at der ikke kan samles vælgererklæringer ind.

- Vi kommer stærkt tilbage, siger politikeren blot.

Boje blev i marts 2023 afsat som formand og ekskluderet fra Nye Borgerlige efter uenighed om hans aflønning og andre vilkår.

Han har siden været løsgænger i Folketinget og flere gange luftet tanker om at stifte et nyt parti.

Første gang var i april 2023. Her lød det fra Boje, at han overvejede at stifte et nyt parti eller at melde sig ind i et andet parti.

Flere partier, heriblandt Liberal Alliance, Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Danmarksdemokraterne, meldte dengang ud, at man ikke så Boje hos dem.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere
Ministerium får skarp kritik for tilsyn med landbruget I alt to ministerier får kritik for tilsyn med landbrugets udledning af kvælst... Læs mere