Politik

ons, 29 jan 2025

Venstreprofil mener at Grønland skal overveje et EU-medlemskab

Morten Løkkegaard (V) blander sig nu i debatten om Grønland. (Arkivfoto).
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix Morten Løkkegaard (V) blander sig nu i debatten om Grønland. (Arkivfoto).

Fra regeringstoppen lyder det samstemmende, at det er grønlænderne, der bestemmer Grønlands fremtid, men nu blander Venstres EU-parlamentariker Morten Løkkegaard sig i debatten. Han mener, at Grønland bør overveje at melde sig ind i EU igen.

Det siger han til mediet Politico.

Meldingen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, på det seneste flere gange har udtrykt et ønske om at overtage Grønland. Hvis Grønland bliver medlem af EU, vil landet være bedre "beskyttet", lyder det fra Løkkegaard.

- Vi lever i en verden, hvor du skal være medlem af alliancer, uanset hvor uafhængig du ønsker at være, siger Løkkegaard til mediet.

Grønland fik hjemmestyre i 1979 og trådte i 1985 ud af EU, der dengang hed EF.

Ifølge Løkkegaard er EU "den bedste alliance" at være en del af. Det gælder både for Danmark og Grønland, understreger han. Når han taler om beskyttelse, tænker han både økonomisk og politisk.

Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, vil ikke svare på, om Venstre mener, at Grønland bør komme med i EU. I et skriftlig svar lyder det således:

- Venstre ønsker at udvikle rigsfællesskabet, men ligesom spørgsmålet om selvstændighed helt og alene skal afgøres i Grønland, så vil en eventuel diskussion om et medlemskab af EU også skulle starte i Grønland, og det vil vi fra dansk side ikke blande os i.

Heller ikke Venstres formand, forsvarsminister Troels Lund Poulsen, vil svare ja eller nej på spørgsmålet. Løkkegaards melding blev i øvrigt bragt hos Politico, mens Lund Poulsen sad i et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.

- Jeg vil sige, at hvis man skal have bedst mulig styr på sin sikkerhed, i den situation vi er i nu, så tror jeg, at den bedste og vigtigste organisation er Nato. Natos garanti dækker jo også Grønland, siger Lund Poulsen efter mødet med henvisning til forsvarsalliancen.

Tirsdag var statsminister Mette Frederiksen (S) på rundtur i Europa. Først besøgte hun Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, derefter Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og til sidst Natos generalsekretær, Mark Rutte.

Formålet var at sende et signal om europæisk sammenhold til Trump. Den amerikanske præsident har hverken afvist brugen af militær magt eller at indføre en straftold for at få sin vilje.

26. januar udtalte Trump sig senest officielt om Grønland. Det skete på en flyvetur i Air Force One fra Las Vegas til Miami. En CNN-journalist spurgte Trump om, hvorvidt præsidenten vil acceptere, at Danmark afviser et salg af Grønland. Det fremgår af et lydklip bragt af mediet Forbes.

- Jeg tror, at spørgsmålet om Grønland vil blive ordnet med os ("Greenland will be worked out with us").

- Jeg tror, at vi kommer til at få det, sagde Trump og tilføjede, at Grønlands lige knap 57.000 beboere "gerne vil være hos os".

Det handler om at "beskytte verdens frihed", gentog Trump. Han henviser til, at der er kinesiske og russiske skibe der, og at det er en "dårlig situation".

- Det har intet med USA at gøre, ud over at det er os, der kan levere friheden. Det kan de (Danmark, red.) ikke. De placerede to hundeslæder der for to uger siden, og de troede, at det var beskyttelse.

- Og ved I hvad? Folket kan ikke lide den måde, som Danmark har behandlet dem på. Og de kan godt lide os, sagde Trump.

Tirsdag viste en meningsmåling foretaget af Verian for Berlingske og den grønlandske avis Sermitsiaq, at 85 procent af grønlænderne siger nej til, at Grønland skal træde ud af rigsfællesskabet og i stedet bliver en del af USA.

Seks procent af grønlænderne ønsker, at Grønland skal blive en del af USA, mens ni procent er uafklarede på spørgsmålet.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Fond fokuserer på naturarealer og skovrejsning i grøn trepartsstøtte Novo Nordisk Fonden og regeringen indgik sidste år en principaftale, som nu er ... Læs mere
Tyske turister hjælper danske overnatningssteder til rekordår Antallet af turistovernatninger i Danmark voksede sidste år med 1,3 millioner t... Læs mere
3F skal spare 100 millioner kroner og nedlægger stillinger Fagforbundet 3F vil i forbindelse med besparelser omlægge interne aktiviteter. ... Læs mere
Folketinget holder gudstjeneste for at udtrykke støtte til Ukraine Det er snart tre år siden, Rusland invaderede Ukraine, og det markeres af Folke... Læs mere
Kriseramt energiudvikler får opbakning til redningsplan Selskabet Better Energy forsøger med sin rekonstruktionsplan at få reduceret o... Læs mere