Pressemeddelelse

tor, 16 mar 2023

DI: Nyt grønt udspil fra EU skal fremtidssikre Europa

Adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI. Foto: Sif Meincke.

Pressemeddelelse

16.3.2023 13:54:38 CET | DI - Dansk Industri

EU vil skrue markant op for produktionen af grønne teknologier, så Europa ikke bliver hægtet af i den benhårde globale konkurrence. Det har EU-Kommissionen i dag besluttet med udspillet Net Zero Industry Act, som også kan blive en gylden forretning for tusindvis af danske virksomheder, vurderer DI.

USA’s kæmpe klimapakke, Inflation Reduction Act, har I månedsvis forårsaget hovedbrud i EU og i medlemslandene. Med pakken kan virksomheder i USA få tildelt statsstøtte i form af subsidier og skattelettelser. Det skævvrider konkurrencen, hvilket EU vil undgå med udspillet Net Zero Industry Act.

EU har som målsætning, at mindst 40 pct. af EU’s årlige efterspørgsel efter grønne teknologier, skal produceres i EU. Derudover skal der ryddes op i bøvlede sagsbehandlingsprocesser, så det bliver nemmere for virksomheder at få grønne teknologier på markedet. Godkendelsestider skal forkortes, regulering skal være enklere og offentlige udbud skal fremover tage højde for CO2-udledninger.

- Det er på høje tid, at EU kommer med en plan, der sætter turbo på udviklingen og implementeringen af grønne løsninger i Europa. Det gælder for nye energiteknologier, som eksempelvis grøn brint, hydrogen og batterier, hvor EU risikerer at blive hægtet af i den globale konkurrence, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.

Med Net Zero Industry Act udspillet er EU stemplet ind i kampen for at fremtidssikre den grønne omstilling. Dog er der enkelte hår i suppen, og DI-direktøren ærgrer sig over, at EU overser banebrydende grønne teknologier som energieffektivisering og biotekløsninger, der er helt afgørende for at vi kan nå vores klimamål.

- Jeg er uforstående over, at energieffektivisering og biotekløsninger, der er helt afgørende i den grønne omstilling, ikke har en mere fremtrædende plads i udspillet. Der mangler ambitioner og en strategi på de her områder, hvis EU ikke skal sakke for langt bagud. Det er noget, vi fra DI’s side fortsat vil arbejde på at få med i de forhandlinger, der nu starter mellem Europa-Parlamentet og medlemslandene, siger Lars Sandahl Sørensen.

- Det er helt utroligt vigtigt, at EU langt om længe tager et opgør med lange processer, sagsbehandlingstider og bøvlet adgang til finansiering af grønne teknologier. Vi skal gøre op med den slags benspænd, der ikke bare begrænser grønne virksomheders muligheder for vækst, men hele Europas grønne udvikling, siger Lars Sandahl Sørensen.

EU-Kommissionen peger i sit udspil på en række andre strategiske grønne teknologier, der kan se frem til bedre vilkår, hvis de projekter, hvor teknologierne indgår, godkendes af EU. Det gælder eksempelvis batterier, solpaneler, vindmøller, varmepumper, elektrolyse og fangst- og lagring af CO2 i industrien. Alle områder, hvor danske virksomheder er de førende i verden.

- Det indre marked er Danmarks andet hjemmemarked, og hvis EU med udspillet kan blive et endnu større marked for grønne løsninger, så kan det i den grad blive en gylden forretning for danske virksomheder, der er førende inden for vedvarende energi, power-to-x og meget mere, siger Lars Sandahl Sørensen.  

Andre læser også

Orkestermusikere undgår lockout med ny overenskomstaftale Efter lange forhandlinger er der landet en aftale om arbejdsvilkår for fire af ... Læs mere
Frankrig øger sikkerhed ved synagoger og jødiske skoler Frankrigs indenrigsminister vil øge sikkerhed ved jødiske skoler og synagoger ... Læs mere
Dieselafgiften hæves med en halv krone per liter fra 2025 Omkring fem milliarder udmøntes fra det grønne råderum til indsatser på klim... Læs mere
Ni personer anholdt for storstilet fupnummer om cannabisinvestering Ofre i sag om omfattende investeringsbedrageri står tilbage med et samlet tab p... Læs mere
Israels krigskabinet mødes igen for at enes om reaktion på angreb Ifølge kilde fra regeringen skal Israels krigskabinet igen mandag tale om reakt... Læs mere