Pressemeddelelse
3.7.2023 15:25:01 CEST | Dansk Kulturinstitut
Dansk Kulturinstituts adm. direktør, Camilla Mordhorst er valgt som ny præsident for European Union National Institutes for Culture – også kaldet EUNIC. Det skete til generalforsamlingen i København 30. juni. EUNIC er et verdensomspændende europæisk netværk af kulturinstitutter- og organisationer, der siden 2006 har arbejdet for at styrke internationale relationer gennem kunst og kultur. Camilla Mordhorst bliver som præsident leder af netværkets øverste organ, der repræsenterer 39 kulturinstitutioner, som tilsammen har 136 afdelinger i over 100 lande.
Verden står midt i en eskalerende geopolitisk krise. Komplekse politiske, økonomiske og sociale spørgsmål præger vores nyhedsbillede og vores samfund med en øget polarisering mellem nationer til følge. I en tid, hvor internationale forbindelser bliver mere og mere anstrengte, er det afgørende at skabe stærke samarbejder og netværk, der styrker dialogen og bygger bro mellem lande og kulturer. Det er EUNIC et eksempel på.
EUNIC består af 39 kulturinstitutioner fra alle EU-lande samt Storbritannien og Ukraine. Over 60 ledere fra mere end 27 lande mødtes i weekenden til generalforsamling i København, bl.a. for at vælge en ny bestyrelse. Her blev Dansk Kulturinstituts adm. direktør Camilla Mordhorst udpeget til præsident.
Camilla Mordhorst om sin udnævnelse til præsident:
”Jeg er enormt glad og stolt over at få muligheden for at stå i spidsen for så stort og vigtigt et netværk som EUNIC. Min ambition er at bruge det kommende år på at gøre EUNIC endnu stærkere – og sikre at både små og store medlemslande får en aktiv rolle. Og så vil jeg gøre en stor indsats for, at Danmark får øjnene op for potentialet i EUNIC. Jeg håber, at både kulturministeriet og udenrigsministeriet kan se – at her er en unik mulighed for at styrke nye og eksisterende forbindelser mellem Danmark og resten af Europa i en anden slags arena – nemlig kulturens. Det gælder ikke mindst i forhold til kulturudvekslingen og forbindelsen med Ukraine, som har brug for så meget støtte som muligt, både her og nu og på sigt til at kunne træde ind i det europæiske fællesskab.”
Camilla Mordhorst om vigtigheden af internationale kultursamarbejder:
”Vi lever i en tid, der kalder på internationale samarbejder. Klimakrisen og den urolige geopolitiske verdenssituation medfører et stigende behov for at fokusere på at styrke tillid og dialog i Europa. Hvis vi skal komme styrket ud på den anden side, er det altafgørende, at vi hele tiden insisterer på at tale sammen – også på tværs af forskelligheder. Men dialog er en svær disciplin og kommer ikke af sig selv – og netop i forhold til dén udfordring spiller kunst og kultur en afgørende rolle. I kunstens rum kan vi ofte se udover vores forskelligheder og mødes som mennesker. Det kan lyde højtflyvende, men jeg ved, at det virker. Vi har over 80 års erfaring fra felten.”
Klima og kultur på agendaen i København
Et de helt store emner på EUNIC-generalforsamlingen var kulturens rolle i klimakampen. Alle EUNIC-medlemmer arbejder hver især for en mere bæredygtig praksis og laver kunst- og kulturprojekter, som arbejder med klimadagsordenen, men dette arbejde skal accelereres. På Göethe Instituttets initiativ er 34 unge repræsentanter fra kulturinstitutter i hele EU blevet udvalgt for at arbejde sammen om anbefalinger og fælles projekter, der indtænker kunst og kultur som en vigtig medspiller i den grønne omstilling.
Camilla Mordhorst om sit fokus på klimakampen ifm. præsidentskabet:
”Klimakrisen er også en kulturkrise. Tiden for ”business as usual” er forbi. Vi skal gøre noget nyt - både i vores hverdag og på den helt store klinge, og her får vi både brug for kunstens kreative iderigdom og nye kulturelle vaner. Derfor vil et af mine fokusområder være at få klimaomstillingen helt ind i kernen af vores indsatser både som nye mere bæredygtige arbejdsmetoder og med stærke eksempler på, hvordan vi kan skabe forandringer og forny os gennem kunst – og kulturprojekter rundt om i verden.”