Øvrige nyheder

Flere københavnske elever består dansk og matematik – samtidig trækker københavnerne endnu engang landets karaktergennemsnit op

De københavnske folkeskoleelever fastholder et højt fagligt niveau. Det viser de landsdækkende resultater fra folkeskolens afgangseksamener i 2025, hvor København ligger markant over landsgennemsnittet i samtlige lovbundne prøver.

Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 3. oktober 2025

Pressemeddelelse

Da de københavnske elever forlod det grønne eksamensbord efter afgangsprøverne i 2025, så var resultaterne så gode, at der var fremgang på flere væsentlige parametre.  

Det viser de nyeste tal for folkeskolens afgangsprøve i 2025. 

Fremgangen viser sig blandt andet i karaktergennemsnittet og i andelen af elever med mindst karakteren to i dansk og matematik, hvor København begge steder er med til at trække landsgennemsnittet op. 

– Det er svært at få armene ned over de flotte resultater, som vores elever har præsteret til afgangseksamen. Endnu engang er de med til at trække landsgennemsnittet op med deres høje faglige niveau. Den ære tilfalder både eleverne, men også de dygtige medarbejdere på vores skoler, der endnu engang giver en årgang gode forudsætninger for at fortsætte deres videre færd i uddannelsessystemet, fortæller Jakob Næsager, børne – og ungdomsborgmester (C). 

Der er samtidig sket en markant fremgang for de elever, hvor deres forældre har grundskolen som højeste uddannelse. Også her ligger København væsentligt over niveauet for hele landet.  

– Det er vigtigt for mig, at folkeskolen er med til at løfte alle københavnske børn. Derfor er jeg særligt glad for den store fremgang, vi ser for netop denne gruppe elever, fortæller Jakob Næsager. 

De gode faglige resultater kommer kort tid efter, at trivselsmålinger har vist en forbedret trivsel i den københavnske folkeskole.

Fakta:  

· Karaktergennemsnittet i København i folkeskolens afgangseksamen er steget siden sidste år. 

· Andelen af elever med mindst to i dansk og matematik i København er steget fra 89,7% til til 92,0%. 

· I mundtlig dansk, mundtlig engelsk og i fællesprøven i fysik/kemi, biologi og geografi er niveauet højt og København præsterer i 2024/25 bedre end landsgennemsnittet i disse prøver. 

· Forskellen på præstationsniveauet afhængigt af social baggrund (forældres højeste uddannelse) er mindsket i år, hvor elever med forældre med grundskoleuddannelse er gået markant frem og ligger væsentlig over hele landet. 

De seneste år har Københavns Kommune investeret store summer i folkeskolen. På aftenens møde i borgerrepræsentationen bliver budget 2026 vedtaget. Her sætter partierne på rådhuset 447,2 millioner kroner af til at løfte matematik- og danskundervisningen i 8. og 9. klasse. 

Læs mere her: Budget 26: Så mange millioner går til Københavns børn og unge | Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Øvrige nyheder

Se flere artikler