Pressemeddelelse

ons, 16 aug 2023

SMVdanmark: Glædeligt at regeringen genopretter erhvervsskolernes økonomi

SMVdanmark: Glædeligt at regeringen genopretter erhvervsskolernes økonomi

Pressemeddelelse

15.8.2023 14:07:02 CEST | SMVdanmark

SMVdanmark jubler over regeringens udspil, der vil tilføre erhvervsskolerne 900 mio. kr. over de kommende år, samt gøre det lettere for erhvervsuddannede at læse videre. De kommende år vil 80.000 faglærte trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, så det er helt afgørende for Danmark med dette økonomiske løft, så flere unge vil tage en erhvervsuddannelse, mener SMVdanmark.

Socialdemokratiet har på deres sommergruppemøde i dag præsenteret nogle af elementerne i regeringens kommende finanslovsudspil. Blandt andet et massivt økonomisk løft på 900 mio. kr. til erhvervsskolerne.

I erhvervsorganisationen SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, jubler direktør Jesper Beinov over dagens udspil.

”Det er en glædens dag, for vi står til at miste 80.000 faglærte i dette årti, og derfor er det helt afgørende, at regeringen nu sætter ind med en stor investering. Uden dette historisk høje løft af erhvervsuddannelserne, ville det være nærmest umuligt at komme i mål med vores ambitioner i forhold til eksempelvis den grønne omstilling og energieffektivisering,” siger han.

Han understreger, at hvis pengene skal have den optimale effekt, skal skolerne selv have lov at bestemme, hvordan de bliver brugt.

”På nogle skoler har de måske et voldsomt behov for at opgradere maskinparken, på nogle er det nedslidte bygninger, der står først i køen, og nogle vil måske styrke deres mentorprogram. Bare for at give nogle eksempler. Men det er den enkelte skole, der er bedst til at vurdere, hvor pengene vil gøre størst nytte. Derfor bør det økonomiske løft gives via taxametertilskuddet, så pengene kommer direkte ud,” siger Jesper Beinov.

Nemmere for faglærte at videreuddanne sig

Regeringen vil også gøre uddannelsesvejen for de erhvervsuddannede nemmere, hvis de vil læse videre. Det er en rigtig god idé, mener SMVdanmark.

”Hvis fx en anlægsgartner vil læse videre til bygningskonstruktør, så er det i dag ikke muligt uden ekstra opkvalificering. Det lukker alt for mange døre og signalerer, at det er lavere status at vælge en erhvervsuddannelse. Derfor er det helt rigtigt set, at svendebrevet bør give adgang på linje med studentereksamen på en række relevante uddannelser,” siger Jesper Beinov.

I sidste ende er hensigten, at flere skal søge en erhvervsuddannelse, og det høje frafald på skolerne skal nedbringes. Men der er mange andre ting, politikerne kan og bør gøre, mener Jesper Beinov.

”De her penge kommer til at gøre en enorm forskel på skolerne, men jeg håber, at regeringen følger op med initiativer, der kan sikre, at flere elever får øjnene op for erhvervsuddannelserne. Fx er der behov for at styrke den praktiske læring i folkeskolen, så alle elever kommer i erhvervspraktik. Og så er der behov for, at adgangskravet til gymnasiet hæves til karakteren 7. Alt for mange vælger automatisk gymnasiet i dag og bruger ikke deres studentereksamen efterfølgende,” siger han.

Andre læser også

Lars Bojes parti runder 5000 godkendte vælgererklæringer Den tidligere formand for Nye Borgerlige har indsamlet en fjerdedel af de nødve... Læs mere
Moderaternes gruppeformand overtager Jeppe Søes poster efter exit Henrik Frandsen skal fremover sidde i Folketingets ledelse. Han overtager også ... Læs mere
Troels Lund blev i Forsvarsministeriet: Store omkostninger at skifte Trods opfordring om nyt job blev Troels Lund som forsvarsminister på grund af o... Læs mere
Konservative afviser at optage Jeppe Søe i folketingsgruppen Partier tager nu stilling til, om de vil optage Jeppe Søe i deres folketingsgru... Læs mere
Nuuk Lufthavn dumper endnu et sikkerhedstjek og forlænger flyvepause Internationale flyvninger fra og til problemramt lufthavn i Grønland er suspend... Læs mere