Pressemeddelelse

fre, 12 maj 2023

Ny forperson for Udsatterådet

Ole Abildgaard Mikkelsen

Pressemeddelelse

12.5.2023 06:00:00 CEST | Region Hovedstaden

Udsatterådet i Region Hovedstaden har valgt direktør for WeShelter Ole Abildgaard Mikkelsen som ny forperson.

Ole Abildgaard Mikkelsen har været medlem af Region Hovedstadens Udsatteråd siden 2020. Han er direktør i Fonden Missionen blandt Hjemløse, i daglig tale WeShelter, der siden 1893 har hjulpet hjemløse og udsatte i København.

I dag driver WeShelter herberger og væresteder samt en stribe frivillige aktiviteter som økonomirådgivning og sociale madklubber. Region Hovedstaden samarbejder blandt andet med WeShelter og Københavns Kommune om Offsides Sociale Haver på Bispebjerg Hospital, som er et udendørs aktivitets- og samværstilbud, der blandt andet leverer grønt til hospitalets køkken.

Ole Abildgaard Mikkelsen ser frem til at videreføre Udsatterådets arbejde for at sikre, at socialt udsattes særlige behov bliver inddraget, når der træffes beslutninger i sundhedsvæsnet i Region Hovedstaden:

“Socialt udsatte dør 17 år tidligere end resten af befolkningen. Ulighed i sundhed er derfor et væsentligt samfundsproblem. Som ny formand vil jeg fortsætte arbejdet for at styrke udsatte-fagligheden i regionens sundhedstilbud og sikre bedre adgang til udredning og behandling for socialt udsatte mennesker. Løsningerne handler både om strukturelle ændringer, en ny kultur, ændret fysisk indretning og styrkede kompetencer blandt ansatte i Sundhedsvæsenet. Samtidig skal vi i højere grad aktivere regionens civilsamfund, så alle gode kræfter kan komme i spil i kampen mod ulighed i sundhed,” siger Ole Abildgaard Mikkelsen.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) ser frem til samarbejdet med den nye forperson:

"Vi skal have et sundhedsvæsen for alle. Desværre ser vi nogle gange, at vores sundhedsvæsen ikke er indrettet til dem, som har det sværest. Medlemmerne af Udsatterådet har viden og erfaringer, som er helt essentielle for at vi kan skabe mere lighed i sundhed, når vi træffer politiske beslutninger. Det er fx på opfordring fra Udsatterådet, at vi har afsat 10, 5 mio. kr. om året til socialoverlæger og socialsygeplejersker på både hospitalerne og i psykiatrien med særlig viden om, hvordan vi bedst behandler socialt udsatte i sundhedsvæsenet.”

Den nu afgående forperson for Udsatterådet Ivan Christensen er stoppet som forstander for Mændenes Hjem med udgangen af marts måned og udtræder af Udsatterådet

Om Udsatterådet i Region Hovedstaden

Region Hovedstaden etablerede i 2019 som den første region i landet et udsatteråd. Formålet med rådet er at sikre, at viden om socialt udsatte borgeres særlige behov inddrages i politiske og administrative processer og beslutninger.  

Rådet er sammensat af 15 repræsentanter for brugerorganisationer, frivillige organisationer og regionale aktører, der repræsenterer og arbejder med socialt udsatte borgere. Følgende organisationer er repræsenteret i rådet: 

  • SAND - De hjemløses landsorganisation
  • LAP - Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere
  • SIND
  • Brugernes Akademi
  • Reden København
  • WeShelter
  • Mændenes Hjem
  • Røde Kors Hovedstaden
  • Projekt UDENFOR
  • Gadejuristen
  • Socialsygeplejerskerne i Region Hovedstaden
  • Sociolancen (samarbejde mellem Region Hovedstadens Akutberedskab og Københavns Kommune)
  • Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser i Region Hovedstadens Psykiatri
  • Center for Forsorg og Behandling, Den Sociale Virksomhed, Region Hovedstaden

Andre læser også

Moderaterne får påbud af Arbejdstilsynet efter dårligt miljø Et dårligt arbejdsmiljø i Moderaterne fører til, at partiet får et påbud af... Læs mere
Faldende inflation i eurozonen baner vej for ny rentesænkning Inflation i eurozonen har pil ned, og det skaber rum for flere rentenedsættelse... Læs mere
Lavere renteindtægter og millionforlig trækker Nordeas indtjening ned Nordeas indtægter fra renter er faldet en procent i tredje kvartal. Det samlede... Læs mere
Karantæneordning til rockere på førtidspension er aldrig blevet brugt En ifølge Ane Halsboe "fornuftig ordning" om karantæne til rockere på ydelse ... Læs mere