Pressemeddelelse
10.2.2023 06:05:00 CET | Deloitte
Den teknologiske udvikling tager i 2023 kvantespring fra planeten Jorden til det ydre rum og dybt ned i metaverset. Deloitte er klar med sine forudsigelser for teknologi, medier og telekommunikation i det år, vi lige har taget hul på.
Høj hastighed og stabilt netværk. I en tid, hvor historisk mange funktioner, services og menneskelig interaktion afhænger af internet- og telefonforbindelser, har vi ikke råd til at gå ned på båndbredde. Herhjemme er vi allerede overgået til 5G-netværk, og i 2023 vokser udbredelsen af den nye generation af telefoni.
Som noget nyt forventes markedet for billige 5G-smartphones til under 700 kr. at tage fat i 2023, og det vil snart gøre 5G-telefoni tilgængelig for milliarder af forbrugere verden over. Det er billigere end nogensinde at fremstille en smartphone, og profitpotentialerne vil fremover opstå i software, apps og reklamer frem for hardware.
Streamingkrigens nye fronter
Netop reklamer vil også trænge sig ind i streamingtjenesterne i det nye år. Det giver nye muligheder for udbyderne, som f.eks. kan tilbyde et halvt så dyrt abonnement til gengæld for fire til ti minutters reklamer i timen til prisbevidste seere.
”Mens mange danskere er vant til reklamefri streaming af yndlingsserierne hjemme i sofaen, er netop de dyre abonnementer noget af det første, der ryger, når økonomien er trængt af inflation og prisstigninger. Vi forventer derfor et gennembrud for billigere reklamebaserede streamingmodeller i det nye år,” fortæller leder af Deloittes afdeling for teknologi, medier og telekommunikation Frederik Behnk.
Streamingkrigen vil stige i intensitet, forventer Deloitte, og det næste store slag vil handle om streaming af livesport. Markedet er gigantisk, og forhandlinger om medierettigheder kommer derfor til at påvirke branchen betydeligt i 2023.
Mikrochippen revolutioneres
At mikrochips er fundamentale for meget andet end computere viste sig for alvor, da knas med forsyningen af mikrochips de sidste to år førte til usædvanligt lange leveringstider på bl.a. biler og hvidevarer. Chipmarkedet gennemgår lige nu en gennemgribende revolution, som Deloitte kaster lys på i sin nye rapport.
”Det er en lidt overset teknologi, men mikrochippen er jo hjertet i stort set al den elektronik, vi bruger til daglig. Hidtil har mikrochips som udgangspunkt været lavet af silikone, men ved at skifte til materialer, som kan holde til stærkere strøm, ser vi nu helt nye muligheder inden for opladning af elbiler og devices, solceller og meget mere. Min anbefaling er at holde nøje øje med udviklingen inden for mikrochips – den kommer til at stikke helt af i 2023,” siger Frederik Behnk.
Udviklingen inden for mikrochips vil kort sagt ændre spillepladen fundamentalt. Med kunstig intelligens kan man pludselig designe ekstremt avancerede chips hurtigere, billigere og mere effektivt end nogensinde før. Samtidig er der sket et gennembrud indenfor hærdning af mikrochips, så de kan holde til stærk stråling f.eks. i forbindelse med rummissioner, satellitter og atomkraft.