Nyheder

tor, 02 mar 2023

Rockwool afviser at have brudt russiske sanktioner

Eksteriør af Rockwool (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Rockwool afviser at have haft et kundeforhold til den russiske regering, efter at anklager om sanktionsbrud i Rusland er blevet rettet mod isoleringsselskabet.

Det skriver Rockwool på sin hjemmeside. - Rockwool har ikke og har ikke haft et kundeforhold til den russiske regering og det russiske militær i perioden fra annekteringen af Krim i 2014 og frem til i dag, skriver selskabet. - Vi har overholdt – og vedbliver med at overholde – alle Rusland-relaterede sanktioner både efter annekteringen af Krim i 2014 og invasionen af Ukraine i februar 2022. Fredag kunne Danwatch og Ekstra Bladet beskrive, at Rockwools russiske samarbejdspartnere i mindst 21 tilfælde har leveret Rockwool-produkter til skibsværfter, der udfører ordrer på vegne af Ruslands forsvarsministerium. Men selskabet understreger, at man ingen kontrol har over, hvem slutbrugerne er. - Da vi globalt er markedsleder inden for stenuldsindustrien, er vores produkter bredt tilgængelige på en lang række markeder, inklusive Rusland. Her er de i mange år blevet solgt gennem en bred vifte af distributører. - Derfor ved Rockwool ikke og har ingen kontrol over, hvem alle slutbrugere er. Dette er ikke specifikt for Rusland, men snarere et resultat af, hvordan markedet fungerer i de fleste lande, også Danmark, lyder det videre. I denne uge har Erhvervsstyrelsen gjort det klart, at man ønsker at igangsætte en undersøgelse af selskabet. Man vil undersøge, om Rockwool har brugt regler om dual-use, som omhandler produkter, der kan bruges både civilt og til militære formål. Ifølge Rockwool er stenuld, som selskabet producerer, ikke kategoriseret som et dual-use-produkt. Rockwool er et af de danske selskaber, som har valgt ikke at sælge sine russiske aktiviteter. Senest har ledelsen beskrevet det som "den mindst dårlige mulighed". /ritzau/

Andre læser også

Rengøringsplatformen Happy Helper fortsætter efter salg til Handyhand Efter rekonstruktion får Happy Helper nu en hjælpende hånd i form af Handyhan... Læs mere
Tyskland anholder mistænkte russiske sabotører for bombeplaner Amerikansk base i Tyskland skulle angiveligt rammes af sabotage. Her trænes ukr... Læs mere
Qatar tager sin mæglerrolle i Gaza op til overvejelse Mæglingen mellem Israel og Hamas ikke ført til en aftale om våbenhvile. Qatar... Læs mere
Brandfolk slukker natten til torsdag mindre brande på Børsen Der er flere mindre brande på Børsen, som onsdag aften ikke er blevet slukket ... Læs mere
Boeing får kritik for sikkerheden på fly ved høring i Senatet En tidligere Boeing-ansat kritiserer flyproducenten for produktions- og kvalitet... Læs mere