Annonce

Annonce

Annonce

Sydbank fordobler sit overskud i tredje kvartal

Karen Frøsig

Den sønderjyske bank har onsdag fremlagt tal for tredje kvartal, og de viser et resultat efter skat på 917 millioner kroner.

Det er mere end dobbelt så meget som overskuddet i tredje kvartal sidste år, som endte på 439 millioner kroner.

– Forbedringen i lønsomheden kan tilskrives en fortsat stigning i de samlede indtægter og skyldes primært højere nettorenteindtægter, siger administrerende direktør Karen Frøsig i en pressemeddelelse om regnskabet.

Sydbanks nettorenteindtægter er også mere end fordoblet i årets første ni måneder, og det skyldes blandt andet ifølge Karen Frøsig, at man nu kan placere kundernes penge til en positiv rente i Nationalbanken.

– Udviklingen i nettorenteindtægterne er væsentligt påvirket af en højere forrentning af bankens markante indlånsoverskud, der tidligere har været placeret til negativ forrentning, siger hun.

Karen Frøsig konstaterer desuden, at nedskrivninger – der normalt vil trække et regnskab ned – rent faktisk udgør en indtægt på 21 millioner kroner i år indtil nu.

Det skyldes, at kunderne har vist sig at have en bedre økonomi end først antaget, og at man derfor forventer færre tab på bankens udlån.

Sydbanks udlån er faldet en smule hen over det seneste år. Hvor banken med udgangen af tredje kvartal havde udlån for 75,1 milliard kroner, skylder kunderne på samme tidspunkt i år kun 72,1 milliard kroner væk.

Karen Frøsig meddelte med udgangen af september, at hun ville stoppe på posten som administrerende direktør næste år.

Hendes afløser er allerede fundet i form af Mark Luscombe, der tiltræder 1. april. Luscombe kommer fra en stilling som landechef i SEB’s danske afdeling.

/ritzau/

Annonce

Annonce

Annonce

})