Pressemeddelelse

fre, 26 maj 2023

Talentfuld elektriker-lærling fra Hobro vinder fornem pris

27-årige Marnus Botha fra PowerCon er årets lærling.

Pressemeddelelse

26.5.2023 07:29:45 CEST | DI Aalborg

27-årige Marnus Botha fra PowerCon er fagligt på et imponerende højt niveau, og derfor er han blevet hædret med DI Aalborgs Lærlingepris 2023.

Lige fra første dag hos PowerCon stod det klart, at de ikke havde at gøre med en helt almindelig lærling. Der var noget særligt over den måde, som 27 årige Marnus Botha gik til opgaverne på.

- Marnus har lige fra første samtale gjort sig bemærket både på det personlige og faglige plan. Han er rolig, men også fuld af både ideer og initiativ, og så brænder han for elektrikerfaget og vil frem i verden, lyder det fra Alex Vernesen, som er produktionschef hos Hadsund-virksomheden.

Det er ikke kun Marnus’ positive tilgang til arbejdet, som er faldet i øjnene hos PowerCon. Han bærer også på et talent for elektrikerfaget, som gjorde, at han hurtigt var langt foran sit eget læreforløb.

- Han opfangede lynhurtigt, hvordan man laver eltavler. Indenfor et par måneder var han allerede i gang med at montere tavler, som lærlinge normalt først er klar til som anden eller tredje års lærlinge, fortæller Alex Vernesen, som hurtigt kommer i tanke om endnu et eksempel:

- Hos PowerCon har vi en ordning, hvor vores lærlinge i en 14-dagesperiode kommer i konstruktions-afdelingen, hvor de skal stifte bekendtskab med konstruktion og design. Jeg havde arrangeret opgaver til Marnus, som jeg vurderede ville tage to eller tre uger. Marnus løste opgaverne stort set uden support på bare tre dage.

En skøn kollega

Det faldt ikke overraskende i god jord hos konstruktionsafdelingen, hvor han passede godt ind både fagligt og personligt. Derfor endte det med en funktionærkontrakt og en fastansættelse som elkonstruktør. Aftalen blev underskrevet, allerede inden Marnus tog på skole for at løse sin svendeprøve.

Efter svendeprøven, hvor Marnus i øvrigt scorede et 12-tal for selv at installere, programmere og kalibrere en robot til fræsning, er skoletiden nu ovre. Og det glæder PowerCon at have ham på holdet, også når de flytter til deres nye domicil i Hobro ved udgangen af 2023.

- Marnus er en stor gevinst for os. Det er åbenlyst, at han fagligt er på et imponerende højt niveau. Men han er også en skøn kollega, som alle holder af. Han er medstifter af vores løbeklub og sidder i bestyrelsen for vores personaleforening. Han tager ansvar hele vejen rundt, lyder det fra Kim Brøndum Larsen, der er partner og CEO i PowerCon A/S.

Casper Hansen, som er CEO hos Technicon A/S i Hobro og næstformand i DI Aalborg stod for prisoverrækkelsen sammen med borgmester i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen.

- Der er ingen tvivl om, at Marnus er den rigtige vinder af lærlingeprisen i år. Han bidrager fagligt og socialt til sin arbejdsplads, han brænder for sit fag, og på alle måder er han bare et utrolig godt forbillede, som kan være med til at inspirere andre unge i deres valg af uddannelse og karriere. Det har vi brug for, og det vil gerne hædre med prisen, siger Casper Hansen fra DI Aalborg.

Fakta om lærlingeprisen

  • Årets vinder bliver fundet blandt lærlinge på DI’s mere end 1.000 medlemsvirksomheder i Jammerbugt, Mariagerfjord, Rebild, Vesthimmerland og Aalborg Kommuner.
  • Marnus Botha er 27 år og fra Blendstrup. Han er uddannet fra TECHCOLLEGE i Aalborg

Fakta om PowerCon

PowerCon er en ingeniørvirksomhed, som er verdensførende indenfor converter-baserede landstrømsanlæg. Siden 2016 er virksomheden vokset fra 17 ansatte til i dag 120 ansatte. Ved udgangen af 2023 flytter PowerCon fra Hadsund til nyt domicil i Hobro.

Andre læser også

Polsk mand mistænkt for at bidrage til attentatplan mod Zelenskyj Mand er blevet anholdt for at hjælpe russiske efterretningstjenester i plan om ... Læs mere
Ny ældrereform vil øge ældres selvbestemmelse og tillid til personale Efter langstrakt forhandlingsforløb har regeringen landet en ældrereform, der ... Læs mere
Smuldret flertal ændrede forhandlingerne om ældrereform radikalt Da regeringen mistede sit indenrigspolitiske flertal, så oppositionen sit snit ... Læs mere
To anholdt i Tyskland - mistænkt for at planlægge sabotageangreb To tysk-russiske statsborgere er mistænkte for at have arbejdet for en udenland... Læs mere