Kan danske butikker ende med kameraer, der genkender kunder?

I Storbritannien er ansigtsgenkendelse i butikker ved at bevæge sig fra passiv overvågning til aktiv alarmering.

Systemet Facewatch bruges allerede af mere end 100 virksomheder, blandt andet Sainsbury’s, B&M og Spar. Fra efteråret skal teknologien kunne advare politiet i realtid, hvis systemet genkender personer, der er registreret som alvorlige gengangere i detailkriminalitet.

Ifølge oplysningerne skal alarmen kunne sendes på omkring fire sekunder.

Det ændrer rollen for kameraerne i butikken. De optager ikke bare hændelser, som kan gennemgås bagefter. De kan potentielt være med til at udløse en reaktion, mens personen stadig går rundt mellem hylderne.

For detailhandlen er argumentet, at teknologien kan beskytte ansatte, kunder og varer mod en mindre gruppe personer, der gentagne gange skaber problemer. For kritikere er bekymringen, at almindelige kunder kan blive scannet, vurderet og i værste fald fejlagtigt udpeget.

Der er allerede rapporteret om fejlidentifikationer i britiske butikker. Det gør sagen særlig følsom, fordi en forkert genkendelse ikke bare er en teknisk fejl. Den kan betyde, at en kunde bliver konfronteret, afvist eller behandlet som mistænkt.

Danmark har samme problem – men ikke samme spillerum

Spørgsmålet er, om teknologien kan brede sig til Danmark.

Presset på butikkerne findes også her. Dansk Erhverv vurderer, at der hvert år begås mindst én million butikstyverier i Danmark. Organisationen vurderer samtidig, at detailhandlen mister mindst én milliard kroner årligt på problemet, og at det reelle tab kan være endnu højere.

Det giver butikkerne et klart incitament til at lede efter nye værktøjer.

Men en dansk udgave af Facewatch ville ikke bare være et spørgsmål om at sætte bedre kameraer op. Et system, der genkender kunder via ansigtet og sammenligner dem med en liste, behandler biometriske data. Det er blandt de mest følsomme personoplysninger.

Dansk politi har fået mulighed for at bruge ansigtsgenkendelse i efterforskningen af alvorlige sager. Men den ordning handler om konkrete efterforskninger og gennemgang af videomateriale. Den handler ikke om live-genkendelse af personer, der går ind i butikker.

Den forskel er afgørende.

Et system med automatisk politialarm fra en butik ville rejse en række spørgsmål: Hvem må registreres? Hvilke beviser skal der til? Hvor længe må oplysninger gemmes? Hvem har ansvaret, hvis systemet tager fejl? Og hvordan kan en borger få rettet en forkert registrering?

Den næste store debat om tryghed og privatliv

EU’s AI Act gør området endnu mere følsomt, når politiet kobles på. Realtids-biometrisk identifikation i offentligt tilgængelige rum til retshåndhævelse er som udgangspunkt forbudt, med snævre undtagelser og krav om nødvendighed, proportionalitet og forhåndsgodkendelse.

GDPR sætter samtidig stramme rammer for brug af biometriske data. Datatilsynet har tidligere vurderet, at ansigtsgenkendelse i en konkret adgangskontrolsag kunne bruges med samtykke, men har samtidig advaret om, at brug uden samtykke sandsynligvis ville være i strid med reglerne.

Derfor er det ikke sandsynligt, at danske supermarkeder uden videre kan indføre britiske tilstande.

Men debatten kan meget vel komme.

Når butikstyveri, medarbejdertryghed og ny teknologi mødes, opstår et politisk pres for at finde løsninger. Og når løsningen handler om at scanne ansigter i hverdagsrum som supermarkeder, opstår en lige så stærk debat om privatliv.

Den britiske sag viser, hvor hurtigt grænsen kan flytte sig.

Først bliver kunder filmet. Så bliver de genkendt. Derefter kan politiet få besked, før der overhovedet er sket noget i den konkrete butik.

Det er netop den udvikling, Danmark nu kan blive nødt til at tage stilling til.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.