Økonomisk kriminalitet

man, 20 feb 2023

Tiltale: Millioner fra fiktive fakturaer røg til Tyrkiet og Polen

Politi (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Mere end fem år efter en større politiaktion mod grov økonomisk kriminalitet i København skal retten endelig tage stilling til, om tre mænd er skyldige.

Tiltalen drejer sig om unddragelse af moms og skat for i alt cirka 15 millioner kroner. I en slags kriminel servicevirksomhed skal mændene have udfærdiget falske fakturaer for cirka 28 millioner kroner, hvilket skjulte sort arbejde. Sådan lyder påstanden i et anklageskrift, som mandag læses op i Københavns Byret. Nogle af millionerne blev kanaliseret videre til selskaber i Polen og Tyrkiet, fremgår det. Det var i november 2017, at politiet slog til i en aktion efter at have foretaget aflytninger og observationer mod de mistænkte i sagen, som blev kaldt Operation Square. Anmeldelsen var et år forinden kommet fra en kurator i et selskab, der var gået konkurs. Også Skat mente, at der var foregået lovovertrædelser, oplyser specialanklager Susanne Bitsch, da hun præsenterer sagen for retten. Anklagemyndigheden besluttede at skære komplekset til og at dele det op i to separate straffesager. Den første blev afgjort af byretten sidste efterår. Nu gælder det altså anden akt. - Vi sidder med noget, der ikke er helt nyt, konstaterer anklageren. Den ene af forsvarerne, advokat Anders Nemeth, lægger til, at det i hvert fald ikke er forsvarerne, der har trukket sagen i langdrag. De tre tiltalte nægter sig skyldige. Iført en træningstrøje fra North Face er en 40-årig den første, der afgiver forklaring. I mange år har han arbejdet på et kontor med at hjælpe kunder med oprettelse af selskaber. Der blev lavet vedtægter, ordnet bogføring og modtaget post. Også direktører kunne man skaffe. - Det var for ikke så længe siden ikke unormalt at have det, man kalder stråmandsdirektører, siger han. Dog kan han ikke huske, om man ligefrem havde et stråmandskartotek. Anklageren vil vide, hvem der styrede den virksomhed, han arbejdede i. - Det ved jeg ikke. Anklageren virker lidt forbløffet, da hun følger op og vil høre, om der var andre beskæftiget på kontoret end de tre tiltalte mænd. - Det kan jeg ikke huske. Sms'er, der er skrevet for næsten ti år siden, indgår i politiets beviser. Sagen vil strække sig over 24 retsmøder, før der ventes en dom til efteråret. /ritzau/

Andre læser også

Rasmus Jarlov vender tilbage til Folketinget på mandag Rasmus Jarlov (K) er tilbage i Folketinget på mandag efter at have været sygem... Læs mere
Royal Unibrew lukker med største stigning i 15 Ã¥r Royal Unibrew opjusterede torsdag sine forventninger til 2024 til en organisk vÃ... Læs mere
Svensk politi skyder mand: Angreb tre ældre kvinder Den ene af tre angrebne kvinder i Västerås er kommet svært til skade, oplyser... Læs mere
Lidt under halvdelen af Børsen står tilbage efter brand Statsminister Mette Frederiksen besøger fredag eftermiddag området omkring Bø... Læs mere
99 procent af Børsens kulturgenstande er reddet efter brand Ifølge Brian Mikkelsen har man formået at redde 99 procent af de genstande, de... Læs mere