Pressemeddelelse

tor, 09 feb 2023

Tine Smedegaard Andersen bliver ny vicedirektør på Nationalmuseet

Tine Smedegaard Andersen bliver ny vicedirektør på Nationalmuseet. Foto: Nationalmuseet

Pressemeddelelse

9.2.2023 11:00:00 CET | Nationalmuseet - Museer, forskning og bevaring

Nationalmuseet får ny vicedirektør, der skal være med til at skabe fremtidens nationalmuseum. Tine Smedegaard Andersen kommer fra en stilling som administrerende direktør for forlaget People´s.

Nationalmuseet er i en rivende udvikling, hvor grundsøjlerne til fremtidens nationalmuseum er i færd med at blive lagt. Der arbejdes på museet med at kunne realisere planerne for et stort ombygningsprojekt, der skal være med til at forny publikumsoplevelsen for de danskere og turister, som besøger Nationalmuseet. En del af arbejdet indebærer et øget fokus på digitalisering, gæstens oplevelsesrejse samt Nationalmuseets bidrag til samfundet i form af formidling og forskning.

Tine Smedegaard Andersen skal med sin solide ledelseserfaring i kulturbranchen være en af de drivende kræfter i arbejdet med at Nationalmuseet når i mål med de store ambitioner. Det vil have en betydning både for de gæster, der kommer på Nationalmuseet, og for de danskere, der møder Nationalmuseet andre steder i samfundet gennem historisk viden, undervisning, podcast etc.

Jeg har gjort mig en masse tanker om den opgave, der venter mig, og jeg glæder mig utrolig meget. Nationalmuseet har en helt enestående opgave og mission om at fortælle historie i nutid for mange mennesker. Jeg tager selvfølgelig mine tidligere erfaringer med mig ind i arbejdet, men først og fremmest vil jeg starte med at lære Nationalmuseet endnu bedre at kende ved at lytte til de mange kompetente mennesker, der arbejder på museet”, siger Tine Smedegaard Andersen.

Tine Smedegaard Andersen har været administrerende direktør for People’s i de seneste knap fire år, hvor hun har stået for en markant digital udvikling af forlaget. Tidligere har Tine Smedegaard Andersen været kulturdirektør og medlem af direktionen i DR. I denne periode var hun blandt andet ansvarlig for den populære historiske tv-serie Historien om Danmark, som blev udviklet i tæt dialog med Nationalmuseet. Tidligere har Tine Smedegaard Andersen også været direktør i Gyldendal-koncernen, og hun var fra 2017 til 2021 formand for museumsrådet på Nationalmuseet, der rådgiver Nationalmuseets direktion.

Tine Smedegaard Andersen kommer til at styrke Nationalmuseets direktion, ikke mindst med sine erfaringer fra DR og forlagsbranchen med at gå fra analog til digital formidling. Vi glæder os også til at nyde gavn af Tines lange ledelseserfaring”, siger direktør på Nationalmuseet, Rane Willerslev.

Tine Smedegaard Andersen er cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1991. Hun overtager posten som vicedirektør på Nationalmuseet fra Anni Mogensen, der efter tre år som vicedirektør har fået en stilling som direktør på M/S Museet for Søfart i Helsingør.

Tine Smedegaard Andersens tiltrædelse på Nationalmuseet sker snarest muligt, men den endelige dato er endnu ikke fastlagt.

Fakta om Nationalmuseet

Nationalmuseet ligger i Prinsens Palæ i København, hvor det har ligget siden 1849.

Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum.

Nationalmuseet består foruden af besøgsstedet i København også af en Forsknings-, samlings og bevaringsafdeling, der tager sig af konservering og bevaring af Danmarks kulturskatte samt forskning i både kulturhistoriske og naturvidenskabelige emner. Der er 18 besøgssteder knyttet til Nationalmuseets organisation, som Rane Willerslev er direktør for.

Andre læser også

Israels militær hævder at have gravet lig op under eftersøgning Mens FN's højkommissær slår alarm, afviser Israels militær palæstinensiske ... Læs mere
Forsvarets gummibådsproblemer fortsætter med annullering af indkøb En række fejl og mangler på indkøbte gummibåde gør nu, at styrelse annuller... Læs mere
Briterne vil øge forsvarsudgifter til 2,5 procent af bnp Storbritannien lever allerede op til Nato-mål, men vil alligevel styrke forsvar... Læs mere
Viaplay følger i giganters fodspor og vil stoppe kodedeling Viaplay estimerer, at cirka en tredjedel af tjenestens brugere deler kodeord. Fl... Læs mere
Dansk modesucces henter ny direktør fra Balenciaga Laura du Rusquec, der er tidligere vicedirektør hos Balenciaga, overtager rolle... Læs mere