Pressemeddelelse
16.3.2023 15:41:13 CET | Københavns Universitet
Søren Munk Skydsgaard overtager 1. maj stillingen som universitetsdirektør efter Jesper Olesen og vender dermed tilbage til sit universitet, hvor han i 1998 blev cand.polit.
Bestyrelsen på Københavns Universitet har besluttet at ansætte Søren Munk Skydsgaard som ny universitetsdirektør fra 1. maj.
En moderne topleder med forståelse for universitetet
Søren Munk Skydsgaard kommer fra stillingen som ressourcedirektør i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Han har tidligere været økonomidirektør i Fødevarestyrelsen og blandt andet kontorchef i Styrelsen for Forskning og Innovation og souschef i Udenrigsministeriets Innovationskontor.
- Søren Munk Skydsgaard er en moderne topleder, der fremstår motiverende, tillidvækkende og relationsskabende. Han har en klart teambaseret indstilling og tilgang til arbejdet med både driftsfunktioner og strategiske og innovative udviklingsopgaver, udtaler indstillingsudvalgets formand, rektor Henrik C. Wegener, og fortsætter:
- Søren fremlagde ved samtalerne på overbevisende måde sine refleksioner og vurderinger, blandt andet i forhold til løsning af en meget vanskelig universitetsbaseret case, hvor han demonstrerede en præcis og nærmest udtømmende forståelse af opgaver og vilkår i funktionen som universitetsdirektør, og jeg ser derfor meget frem til samarbejdet med ham.
Ansvar for budget på 10 milliarder
Søren Munk Skydsgaard, der på Københavns Universitet bliver ansvarlig for et budget på næsten 10 milliarder kroner, har som ressourcedirektør i kommunens socialforvaltning haft ansvar for forvaltningens administrative opgaver, der dækker økonomistyring, HR og organisationsudvikling, digitalisering, jura, indkøb, bygningskapacitet og politikudvikling.
- Københavns Universitet er en af de vigtigste og mest meningsfulde institutioner i vores samfund. Universitetet står foran en stor administrativ reform og ny strategiperiode, og jeg ser frem til at være med til at præge udviklingen og realisere de visioner, som ligger her, udtaler den kommende universitetsdirektør og fortsætter:
- Jeg glæder mig også til at lære universitetet at kende indefra og ikke mindst til samarbejdet med mange nye kolleger på tværs af universitetet. Og – som en kæmpe sidegevinst – til at få nye indsigter i mødet med forsknings- og uddannelsesmiljøer på alle de forskellige felter.
Rektor og de to prorektorer udgør sammen med universitetsdirektøren universitetets øverste daglige ledelse. Søren Munk Skydsgaard afløser Jesper Olesen, som har været universitetsdirektør siden 2015 og ikke har ønsket at forlænge sin ansættelse på Københavns Universitet.
CV for Søren Munk Skydsgaard
Søren Munk Skydsgaard er 53 år, er gift og har to børn på henholdsvis 18 og 20 år og bor på Østerbro.
ERHVERVSERFARING
JAN 2018 – APR 2023
Ressourcedirektør i Socialforvaltningen, Københavns
Kommune
JAN 2014 – DEC 2017
Økonomidirektør i Fødevarestyrelsen, Miljø- og Fødevareministeriet
SEP 2008 – DEC 2013
Kontorchef/administrationschef i Styrelsen for Forskning
og Innovation, Uddannelses- og Forskningsministeriet
FEB 2007 – AUG 2008
Strategikonsulent (manager), Deloitte Consulting
SEP 2005 – JAN 2007
Souschef, Udenrigsministeriets Innovationskontor
SEP 2002 – AUG 2005
Chef for handelsafdelingen, ambassadesekretær, Ambassaden Washington
DEC 1997 – AUG 2002
Udenrigsministeriet: fuldmægtig (EU-koordination) og senest sektionschef i Danmarks Eksportråds kommunikationsafdeling
UDDANNELSE
1998
Cand.polit., Københavns Universitet
1995
Certificat d’Études Politiques, Institut d’Études Politiques de Paris