Udland

lør, 23 mar 2024

af Mikkel Preisler

Brand efter angreb på koncertsal i Moskva er næsten slukket

Russiske myndigheder har kaldt fredagens skyderi et "terrorangreb" og siger, at der er indledt en efterforskning.
Olga Maltseva/Ritzau Scanpix Russiske myndigheder har kaldt fredagens skyderi et "terrorangreb" og siger, at der er indledt en efterforskning.

Store dele af den omfattende brand efter fredagens angreb på en koncertsal nær Ruslands hovedstad, Moskva, er blevet slukket.

Det oplyser guvernøren i regionen Moskva på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Der er stadig ild i nogle mindre områder, men det meste af branden er blevet slukket. Redningsarbejdere lykkedes med at komme ind i koncertsalen, udtaler guvernøren, Andrej Vorobjov.

Ifølge AFP blev tre helikoptere taget i brug i arbejdet med at slukke ilden. De blev brugt til at hælde vand ned på bygningen.

Branden opstod, efter at uidentificerede personer med skydevåben fredag aften skød mod folk i koncertsalen Crocus City Hall i Krasnogorsk nær Moskva til en koncert med bandet Picnic.

Dødstallet er ifølge de lokale myndigheder blevet opjusteret til mindst 60, efter at der tidligere var meldinger om mindst 40 dræbte. Over 100 er blevet såret.

Efterfølgende blev der også meldt om eksplosioner og om branden i bygningen.

Ifølge AFP spredte flammerne sig hurtigt gennem koncertsalen, og røg fyldte salen, mens flere personer løb skrigende mod nødudgangene.

De russiske medier Baza og Mash har vist tv-billeder af branden og af den sorte røg, der kom ud af bygningen.

Uden for den brændende bygning stod flere pårørende til personer inde i bygningen. Heriblandt 33-årige Semyon, som ifølge AFP fortæller, at hans hustru var til stede til koncerten, men "ingen ved, hvor hun er."

- Jeg har ringet til fem hospitaler, siger han.

Islamisk Stat hævdede fredag på det sociale medie Telegram, at gruppen står bag angrebet. Det er ikke blevet bekræftet.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har endnu ikke selv kommenteret hændelsen. Den russiske vicepremierminister, Tatjana Golikova, har dog efter et møde med præsidenten fortalt, at Putin har ønsket god bedring til de personer, der blev såret i angrebet.

Russiske myndigheder har kaldt fredagens skyderi et "terrorangreb" og siger, at der er indledt en efterforskning.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Tesla Model Y 2025 får avancerede forlygter, der skåner modkørende trafik Tesla Model Y 2025 får adaptive forlygter, der øger sikkerheden og forhindrer ... Læs mere
Bugatti Tourbillon introducerer Équipe Pur Sang: En ny liga for hyperbiler Bugatti Tourbillon forener klassisk V16-kraft og elektrificering – nu med eksk... Læs mere
Konkursbegæring indgivet : Troels Jørgensen A/S håber at kunne redde selskabet igennem rekonkstruktion Det er en af Lollands største entreprenørselskaber som nu kæmper for overleve... Læs mere
Trods geopolitisk uro : Ledigheden er uændret Den geopolitiske usikkerhed i verden har ikke smittet af på ledighedsprocenten ... Læs mere