Udland

Det første skib med nødhjælp når frem til Gaza med 200 ton mad

Skibet “Open Arms” sejlede tirsdag fra Cypern med mad som første skib i en søkorridor, som EU og USA støtter.

Det første skib med nødhjælp når frem til Gaza med 200 ton mad
Skibet "Open Arms" ud for Gaza ankommer som det første fartøj med nødhjælp til landstribens desperate palæstinensere efter fem måneders israelske angreb. Nødhjælpen er doneret af en amerikansk organisation.
Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 16. marts 2024

Et første skib med forsyninger af mad, der har været undervejs fra Cypern, er fredag nået til Gaza.

Her er det begyndt at losse sin last, som desperate palæstinensere søger.

Billeder fra nyhedsbureauet AFP viser, hvordan skibet “Open Arms” bag sig bugserer en pram med 200 ton nødhjælp.

FN har advaret om, at Gazas borgere efter måneders krig er i alvorlig fare for en sultkatastrofe.

Det er den amerikanske organisation World Central Kitchen, der står bag donationen.

– World Central Kitchen er ved at losse prammen, der nu er forankret til molen, siger Linda Roth efter skibets ankomst ved aftenstid. Hun er talsmand for den amerikanske organisation.

Der er tale om den første forsendelse i det, som af EU og USA er blevet beskrevet som en søkorridor.

Der bor 2,3 millioner palæstinensere i det nu sønderbombede Gaza. Landstriben har samme størrelse som den danske ø Mors.

Der er en desperat mangel på mad, efter Israel har blokeret for de fleste lastbilkolonner med mad, vand, medicin og andre fornødenheder.

Der har også været gjort forsøg fra USA, Jordan og andre på at nedkaste hjælpen fra fly.

Skibet Open Arms” tilhører en spansk hjælpeorganisation. Skibet og prammen har været er lastet med ris, mel og ikke nærmere definerede proteinprodukter. Det afsejlede fra Cypern tirsdag.

Det israelske militær oplyser, at det har udstationeret soldater omkring den midlertidige mole, som World Central Kitchen har fået bygget i Gaza.

– Skibet har været underkastet en omfattende sikkerhedsinspektion, lyder det fra Israel.

ritzau/AFP

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.