Udland

fre, 01 mar 2024

af Mikkel Preisler

FN's Sikkerhedsråd holder hastemøde om Gaza-dræbte

En gruppe mænd bærer liget af et af ofrene væk fra det sted nær Gaza By, hvor mindst 112 palæstinensere blev dræbt, da de tidligt torsdag løb hen mod lastbiler med nødhjælp for at få mad og andre nødvendigheder.
-/Ritzau Scanpix En gruppe mænd bærer liget af et af ofrene væk fra det sted nær Gaza By, hvor mindst 112 palæstinensere blev dræbt, da de tidligt torsdag løb hen mod lastbiler med nødhjælp for at få mad og andre nødvendigheder.

FN's Sikkerhedsråd skal torsdag mødes for at drøfte en dødelig episode i Gazastriben, hvor mindst 112 mennesker døde ifølge den palæstinensiske Hamas-bevægelse.

Den militante gruppe, der har magten i Gazastriben, siger, at de mange mennesker blev dræbt, da israelske soldater skød mod dem i forbindelse med uddeling af nødhjælp torsdag.

Et øjenvidne i Gaza By har forklaret over for nyhedsbureauet AFP, at blodsudgydelserne begyndte, da tusindvis af desperate mennesker løb hen til lastbiler, der kom kørende med nødhjælp.

- Lastbilerne med nødhjælp kom for tæt på nogle af hærens kampvogne, der var i området, og de tusindvis af mennesker stormede bare lastbilerne, siger øjenvidnet, der ikke ønsker at få sit navn frem.

- Soldaterne skød mod mængden, da folk kom for tæt på kampvognene.

En israelsk militærkilde erkender over for AFP, at dets soldater skød mod "dem, der udgjorde en trussel".

Men mange af ofrene blev kørt over af de lastbiler, der skulle levere nødhjælpen, siger en kilde i Israels militær.

- Soldaterne skød advarselsskud op i luften og skød så mod dem, der udgjorde en trussel og ikke flyttede sig, siger kilden.

- Det var en begrænset reaktion og begrænset skyderi. Det var ikke en stor begivenhed set fra vores perspektiv.

Foruden de mindst 112 døde blev 280 andre såret i hændelsen, der fandt sted tæt ved Gaza By. Det oplyser palæstinensiske sundhedskilder til nyhedsbureauet Reuters.

Det er det største tab af liv i flere uger ved en enkeltstående hændelse i Gazastriben.

FN's generalsekretær, António Guterres, fordømmer episoden, hvor palæstinensere "angiveligt blev dræbt eller såret, mens de forsøgte at få livsnødvendig hjælp", siger en talsmand for Guterres.

- De desperate civile i Gazastriben har akut brug for hjælp. Det gælder også dem i den belejrede nordlige del, hvor FN ikke har kunnet levere hjælp i over en uge, siger talsmand Stéphane Dujarric.

Mødet i FN's Sikkerhedsråd finder sted bag lukkede døre. Det er Algeriet, der har bedt om et hastemøde om sagen. Det begynder klokken 22.15 dansk tid, skriver AFP.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kosmonaut laver alien prank ombord på ISS - Giver et tiltrængt grin En kosmonaut i alien-maske skaber underholdning ombord på ISS. Læs mere
Influenzasæsonen er ved at nå sin afslutning SSI meddeler i dag, at der for anden uge i træk er et fald i antallet af influe... Læs mere
Truth Social : Aktien i frit fald I efteråret 2024 eksploderede kursen på aktien men efter Trumps indsættelse s... Læs mere
McGregor i strid med Irlands premierminister efter besøg hos Trump Conor McGregor benyttede sit besøg i Det Hvide Hus til at kritisere Irlands imm... Læs mere