Mindst 20 personer er blevet dræbt, og yderligere 200 er blevet såret i et angreb på en landsby syd for Sudans hovedstad, Khartoum.
Det oplyser en lokal komité, der koordinerer nødhjælp, i en udtalelse.
Angrebet blev begået lørdag.
Ifølge nødhjælpskomitéen var det den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF), der dræbte og sårede landsbyens indbyggere.
En kilde på Manaqil-hospitalet, der ligger 80 kilometer fra landsbyen, bekræfter, at hospitalet har modtaget 200 sårede, "hvoraf nogle ankom for sent".
Hospitalet har hverken nok personale eller nok blod til at kunne håndtere det høje antal patienter, fortæller hospitalskilden.
Siden 15. april sidste år har RSF og Sudans militær kæmpet mod hinanden.
Kampene har fået 8,5 millioner sudanere til at flygte fra deres hjem til andre egne af Sudan.
Kilde: /ritzau/AFP