Udland

Norge afsætter over 1300 milliarder til national transportplan

Der investeres historisk i norske jernbaner for 436 milliarder norske kroner over de næste 12 år.

Norge afsætter over 1300 milliarder til national transportplan
Biler på vej over en bro ved Henningsvær på den norske øgruppe Lofoten. Regeringen i Oslo har fredag fremlagt en plan for landets transportveje til 837 milliarder danske kroner. Jernbanerne skal vedligeholdes og fornyes for 279 milliarder danske kroner over de næste 12 år.
Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 22. marts 2024

Den norske regering har fredag fremlagt en ambitiøs national transportplan til 1308 milliarder norske kroner.

Planen, der skal gælde de næste 12 år, skal finansieres af statslige midler og 100 milliard norske kroner fra bompenge, rapporterer NRK.

En norsk krone svarer til knap to tredjedele af en dansk krone.

Lang størstedelen af beløbet skal gå til udbygning og vedligeholdelse af motorveje, hovedveje og biveje.

Der bliver tale om “historisk satsning” på drift, vedligehold og fornyelse af togtrafikken, siger trafikminister Jon Ivar-Nygård.

Der afsættes 436 milliarder norske kroner til landets jernbaner. Det svarer i danske kroner til 279 milliarder.

Nygård siger, at der kunne være afsat flere penge til transportsektoren, men at den aktuelle plan er mere realistisk.

– Kampen om pengene er blevet hårdere, og vi må prioritere forsvar og sundhed højt. Derfor har vi en nøgtern tilgang til det, siger han.

De 100 milliarder norske kroner fra bompenge, der skal være med til at finansiere planen, kommer fra de vejafgifter, som den norske stat pålægger bilister.

Det gælder især, når man kører ind i landets større byer. Det sker blandt andet for at regulere trafikken og antallet af biler på vejene.

Bompenge kendes kun i Danmark, når man kører over Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

ritzau/

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.