Udland

fre, 16 feb 2024

af Mikkel Preisler

Ruslands største tv-kanal har ikke nævnt Navalnyjs død

Aleksej Navalnyj ses her på en tv-skærm under en høring i en ankesag ved en russisk domstol i januar 2021. (Arkivfoto).
Alexander Zemlianichenko/Ritzau Scanpix Aleksej Navalnyj ses her på en tv-skærm under en høring i en ankesag ved en russisk domstol i januar 2021. (Arkivfoto).

Mens den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs død trækker overskrifter i medier langt væk fra Rusland, er hans bortgang knap nok blevet omtalt fredag på russisk tv.

Det skriver det britiske medie BBC.

Ruslands mest sete tv-station, Rossiya 1, har ikke fortalt om Navalnyjs død i sine nyhedsudsendelser.

Og der gik 45 minutter, fra de russiske myndigheder fortalte offentligt om Navalnyjs død, indtil Ruslands næstmest populære tv-station, Channel One, viderebragte nyheden til sine seere.

Her læste værten Vjatjeslav Nikonov op af en udtalelse fra de russiske fængselsmyndigheder om Navalnyjs død.

Oplysningen blev dog først læst som allersidste punkt i nyhedsudsendelsen.

Ifølge BBC har de fleste af de russiske medier, der har fortalt om politikerens død, ikke givet seerne ret mange oplysninger om Navalnyj.

Der har med andre ord ikke været kontekst og oplysninger om, hvorfor Aleksej Navalnyj befandt sig i en straffekoloni, da han døde.

Det statslige russiske nyhedsbureau Tass var modsat de nævnte tv-stationer hurtig til at rapporterede om dødsfaldet. Det gjorde Tass cirka samtidig med udenlandske nyhedsbureauer som Reuters.

Og Tass har også skrevet om de domme, som Navalnyj over årene er blevet idømt i Rusland. Dog har det russiske nyhedsbureau ikke skrevet, at Navalnyj var en af præsident Vladimir Putins største kritikere i Rusland.

Tass omtaler i øvrigt konsekvent Navalnyj som "blogger" og nævner ikke, at Navalnyj var aktivist, advokat og fremtrædende oppositionspolitiker.

Aleksej Navalnyjs død er ikke bekræftet af hans familie eller advokater. Det er de russiske fængselsmyndigheder, som har oplyst, at han er død i deres varetægt i straffekolonien IK-3 ved Yamal nord for Polarcirklen.

Navalnyj blev meldt savnet i december, da hans advokater og familie fik at vide, at han ikke længere befandt sig i fangelejren IK-6 Melekhovo 235 kilometer øst for Ruslands hovedstad, Moskva.

Her havde han ellers hidtil opholdt sig.

Et par uger senere dukkede han op i IK-3 i det nordligste Rusland.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere