Storbritannien har torsdag løftet sløret for en ny definition af ekstremisme. Det sker, efter at der siden 7. oktober er blevet registreret en stigning i antallet af hadforbrydelser mod jøder og muslimer.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Tidligere i marts advarede premierminister Rishi Sunak mod, at islamister og højreekstremister bevidst underminerer Storbritanniens multietniske demokrati. Han sagde også, at der skulle gøres mere i forsøget på at håndtere problemet.
Ifølge Community Secuity Trust, som er en britisk velgørenhedsorganisation med fokus på sikkerheden for det jødiske samfund i Storbritannien, skete der i 2023 en stigning på 147 procent i antallet af antisemitiske hændelser.
Tell Mama, som er en britisk gruppe, der registrerer antimuslimske hændelser, sagde i februar, at antallet af antimuslimske hadforbrydelser er steget med 335 procent siden 7. oktober.
Krisen i Gazastriben udspringer af den militante bevægelse Hamas' angreb på Israel 7. oktober, hvor omkring 1160 blev dræbt, mens omkring 250 blev taget til fange.
Siden er mindst 30.000 blevet meldt dræbt som følge af Israels militære modsvar i Gazastriben.
- Tiltagene i dag vil sikre, at regeringen ikke uforsætligt lægger platform til dem, der vil undergrave demokrati og nægte andre mennesker deres fundamentale rettigheder, siger Michael Gove, som er minister for boliger, lokalsamfund og udligning.
Han er i spidsen for den afdeling, der har stået for den nye definition af ekstremisme.
Ifølge den nye definition er ekstremisme "promoveringen eller udviklingen af en ideologi, som er baseret på vold, had eller intolerance," som har til hensigt at nedbryde fundamentale rettigheder; eller underminere eller erstatte Storbritanniens parlamentariske demokrati; eller med vilje skabe et miljø, hvor andre kan opnå disse ting.
Storbritannien har i forvejen et forbud mod grupper, som menes at have at gøre med terrorisme. At støtte eller være medlem af disse grupper er strafbart.
Den palæstinensiske gruppe Hamas er blandt de 80 internationale organisationer, som dette forbud gælder.
Over de næste uger vil en "solid" evaluering af flere grupper og organisationer finde sted i lyset af den nye definition. Grupper, som i denne proces bliver identificeret som ekstremistiske, vil ikke blive henholdt straffeloven, og de vil stadig have tilladelse til at afholde demonstrationer.
Regeringen vil dog ikke tildele dem nogen form for finansiering eller nogen anden form for "engagement", lyder det.
Ud fra den hidtidige definition af ekstremisme, som blev indført i 2011, er ingen grupper officielt blevet defineret som ekstremistiske.
Kilde: /ritzau/