Udland

Stortinget i Norge lukker alle indgange på grund af bombetrussel

Der er svært bevæbnet politi ved indgangen til Stortinget på grund af en “uafklaret sikkerhedssituation”.

Stortinget i Norge lukker alle indgange på grund af bombetrussel
Stortinget er lukket ned
Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 3. april 2024

Alle indgange til det norske parlament, Stortinget, er blevet lukket på grund af en “uafklaret sikkerhedssituation”.

Det skriver Stortingets administration onsdag ifølge flere norske medier.

Norsk politi melder ifølge det norske medie VG, at der er tale om en bombetrussel.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

– Vi har ingen indikationer på, at det er farligt at opholde sig inde på Stortinget, skriver Stortingets administration i en sms til ansatte kort efter klokken 11 ifølge VG.

Der er svært bevæbnet politi uden for bygningen, som ligger i den norske hovedstad, Oslo.

Inde i Stortingssalen i det norske parlament fortsatte debatten dog mellem de norske politikere. Det viste livevideo fra Stortingets net-tv kort før klokken 11.

En journalist fra NTB inde i bygningen beskriver stemningen som “normal”.

– Politiet har modtaget en trussel mod Stortinget. Det er en trussel, vi reagerer på, oplyser norsk politi til pressen ifølge nyhedsbureauet NTB.

– Vi vender tilbage med yderligere oplysninger, når de foreligger. I den forbindelse vil der være synligt politi i området.

Veje i området rundt om bygningen er spærret af. Der kører heller ingen kollektiv trafik.

Til NTB oplyser politiet, at det er to bombetrusler, som myndighederne reagerer på.

Den første blev fremsat tirsdag aften, og den anden blev politiet bekendt med omkring klokken 10 onsdag formiddag. Kort efter kom de første meldinger om indsatsen ved Stortinget.

En af de to trusler er blevet fremsat på forummet 4Chan, skriver VG. I truslen advares brugere imod at gå til Stortinget klokken 10 onsdag.

ritzau/

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.