Det ændrer næppe meget for det forestående grønlandske valg, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har meddelt, at han vil gøre grønlænderne rige.
Det mener Ulrik Pram Gad, der er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).
- Jeg er ret sikker på, at de allerfleste af de grønlandske vælgere allerede har noteret sig Trumps interesse og taget stilling til den. Så en gentagelse af at han vil gøre dem rige, gør næppe nogen forskel, svarer han skriftligt.
Han tilføjer, at det "afgørende er, om det bliver opfattet som en mulighed eller en trussel".
- Indtrykket er, at den amerikanske kampagne har virket modsat hensigten, lyder det fra Ulrik Pram Gad.
Natten til mandag dansk tid skrev Trump på sit sociale medie Truth Social, at USA er klar til at investere milliarder i Grønland og gøre den grønlandske befolkning rige.
- Vi er klar til at investere milliarder af dollar i Grønland for at skabe nye job og gøre jer rige, skriver præsidenten.
Donald Trump, som i 2019 første gang udtrykte et ønske om at købe Grønland, gentog allerede tilbage i december sidste år sine tanker om at få den store ø på amerikanske hænder. Siden da har han ytret ønsket gentagne gange.
Det skulle ske for at få mere kontrol med den sikkerhedspolitiske situation i Arktis, hvor især Rusland opruster.
Trump skærpede senere tonen og ville ikke udelukke, at USA kunne finde på at bruge militær magt for at få kontrol med Grønland, da han blev direkte adspurgt.
Præsidentens ønske er flere gange blevet afvist af både formanden for Grønlands regering, Múte B. Egede, og statsminister Mette Frederiksen (S).
I slutningen af januar afviste Mette Frederiksen, at Grønland og Danmark efter Trumps udtalelser risikerer en amerikansk invasion.
Kilde: /ritzau/