Nato skal spille en større rolle i koordineringen af langsigtet militærstøtte til Ukraine. Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.
Dermed kan Nato være på vej til at brud med den hidtidige linje i konflikten. Her har Nato overladt koordineringen af militærstøtte til Nato-landene.
Det er sket som en understregelse af, at Nato er en forsvarsalliance, der ikke ønsker at være del af krigen mellem Rusland og Ukraine.
Men situationen på slagmarken i Ukraine er så alvorlig, at støtten må optrappes og forankres i Nato, mener Stoltenberg.
- Europa står nu over for krig på en skala, som vi troede var en del af historien.
- I de seneste dage har Kreml iværksat nye store angreb. De har ramt civile ukrainere og ukrainsk infrastruktur, og Rusland fortsætter med at presse på langs frontlinjen. Så vi skal stå fast på vores støtte til Ukraine, siger Stoltenberg.
Udmeldingen kommer forud for et udenrigsministermøde onsdag i Natos hovedkvarter i Bruxelles. Her vil Stoltenberg diskutere forslaget om at "institutionalisere" støtten til Ukraine med Nato-landenes udenrigsministre.
- Ukraine har akutte behov. Enhver forsinkelse har konsekvenser på slagmarken. Derfor skal vi skifte dynamikken i vores støtte. Vi skal sikre forudsigelig og langsigtet støtte til Ukraine, siger Stoltenberg.
Nato-chefen ønsker ikke at gå i detaljer med forslaget forud for mødet. Men ifølge Financial Times arbejder Nato på en femårig militær støttefond på op til 100 milliarder dollar. Det svarer til mere end 690 milliarder kroner.
- Jeg vil ikke gå ind i detaljerne, men jeg forventer ikke en aftale på dette udenrigsministermøde. Målet er en aftale på Nato-topmødet i juli, siger Jens Stoltenberg.
Konkret vil forslaget ifølge Financial Times betyde, at Nato får overdraget kontrollen med Ramstein-gruppen. Den kaldes også Ukraine Defense Contact Group.
Gruppen består af lande, der støtter Ukraine militært. Heriblandt Danmark. Den har hidtil været ledet af USA. Sammen har gruppen koordineret bidragene af våben og ammunition til Ukraine.
Nu skal Nato dog ifølge Stoltenberg spille en større rolle.
- Vi skal forlade os mindre på frivillige bidrag og mere på Nato-forpligtelser over flere år.
- Derfor skal ministrene diskutere, hvordan Nato kan påtage sig mere ansvar for koordineringen af militært udstyr og træning af ukrainske soldater. Og hvordan det kan forankres i Nato, siger Stoltenberg.
Hvis det lykkes, kunne det skabe mere ro om, hvad Ukraine kan regne med af støtte på slagmarken.
Der har også været spekuleret i, at en langsigtet fond kunne være en forsikring mod Donald Trump, hvis han skulle blive præsident i USA.
Direkte adspurgt om Trump understreger Stoltenberg dog, at forslaget kommer som et modsvar på Ruslands optrapning af krigen.
Nato-chefen opfordrer samtidig til, at USA's kongres hurtigt får vedtaget den næste støttepakke til Ukraine.
Spørgsmålet er nu, om der kan samles opbakning fra Nato-landene til Stoltenbergs forslag.
Da EU forsøgte en lignende model for flerårig økonomisk støtte til Ukraines militær, endte det i marts med, at man kun kunne blive enige om at afsætte midler til ét år.
Kilde: /ritzau/