Selvom det stadig føles som en evighed, inden sommeren rigtigt får fat, melder Danske Spil optimistisk ud: Vi kan godt forvente os mindst 40 dage med temperaturer over 25 grader – hvilket er hele 11 dage mere end sidste års beskedne sommer.
”Alle har en mening om vejret, det har vi selvfølgelig også hos Danske Spil. Vi har kigget kollegaerne hos DMI over skulderen, og så har vi også skelet lidt til historiebøgerne. Det får os til at tro, at sommeren starter i slutningen af maj eller begyndelsen af juni, og at der kommer mindst 40 dage, hvor temperaturen runder de 25 grader – sidste år var det kun 29 dage,” siger Peter Emmike Rasmussen, oddssætter hos Danske Spil.
Danske Spil understreger dog, at intet er sikkert, og garantier gives der ikke – men de lover, at danskerne med garanti vil være optimistiske. Ifølge erfaringerne står shorts og grill klar allerede ved de første solstråler, og mange vil nok satse på en tidlig sommer allerede fra april.
”Vi ved jo af erfaring, at så snart solen titter frem først på foråret, så begynder danskerne at finde de korte bukser og havegrillen frem. Danskerne er som regel et vejr-optimistisk folkefærd, så det vil ikke overraske mig spor, hvis de gætter på, at temperaturen allerede når sommertemperaturer i april måned, men det er altså kun sket en enkelt gang de sidste mange år,” understreger oddssætteren.
Oddset følger DMI’s officielle definition af en dansk sommerdag: Når temperaturen et sted i landet når 25 grader.
Nu er spørgsmålet kun, om vejrguderne vil bakke op om Danske Spils vejrprognoser – og hvor mange danskere, der tør satse på en varm sommer.
Antal sommerdage de sidste 12 år
2024: 29
2023: 41
2022: 41
2021: 40
2020: 34
2019: 36
2018: 71
2017: 13
2016: 36
2015: 7
2014: 39
2013: 36
Første sommerdag de sidste 12 år
2024: 15. maj
2023: 22.maj
2022: 18. maj
2021: 10. maj
2020: 1. juni
2019: 2. juni
2018: 19. april
2017: 18. maj
2016: 8. maj
2015: 13. juni
2014: 21. maj
2013: 17. maj