Nyheder

tor, 23 feb 2023

Virksomheder kan snart lagre CO2 i den danske undergrund

FV22: SVM-regeringen mødes i Statsminimisteriet (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

I begyndelsen af marts bliver der givet signal til, at danske virksomheder for første gang kan begynde at lagre CO2 i den danske undergrund.

Det sker som led i projektet Greensand, som virksomhederne Ineos og Wintershell Dea står bag. Lagring af CO2 i den danske del af Nordsøen begynder 8. marts, skriver de i en pressemeddelelse torsdag middag. Målet for Greensand er, at der fra 2025 kan lagres op mod 1,5 millioner ton CO2 i undergrunden om året og op mod otte millioner ton årligt i 2030. Det alene er omkring en sjettedel af Danmarks årlige CO2-udledning, og der vil kunne fyldes op i 15 år. Siden Folketinget i forrige valgperiode vedtog klimaloven, har lagring af CO2 i undergrunden været en vigtig brik i at nå Danmarks klimamål. Processen kaldes CCS, og den består i at indfange den CO2, som bliver udledt, for så at pumpe den ned i undergrunden. Det forklarer Niels Schovsbo, seniorforsker hos De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus). - Man finder lommer i undergrunden - også kaldet et reservoir - som er overdækket af en tæt bjergart. Så forsegler man CO2'en, så den ikke kan stige op igen, siger han. Der er en risiko for, at CO2'en vil stige op igen, men i forbindelse med CO2-lagring i undergrunden gøres der altid et stort forarbejde for at mindske risikoen for udslip. - Vi ved, at undergrunden har en beskaffenhed, der gør det muligt at gemme CO2'en væk i meget lange perioder. Vi taler om tusindvis af år eller endda millioner af år, siger seniorforskeren. Derudover skal lagring af CO2 monitoreres løbende, så man sikrer sig, at den opfører sig, som den skal i undergrunden. Det var klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), som i begyndelsen af februar gav de første tilladelser til, at virksomheder kan begynde at lagre CO2 i den danske undergrund. Også TotalEnergies har fået tilladelse til at påbegynde lagring. TotalEnergies forventer med projektet Bifrost at kunne lagre mere end fem millioner ton CO2 om året fra 2030, og virksomheden undersøger muligheden for at udvide. /ritzau/

Andre læser også

Domstol ophæver voldtægtsdom mod filmproducent Harvey Weinstein Retssag mod filmproducent Harvey Weinstein var en af de mest profilerede sager u... Læs mere
Støtten til Ukraine øges med over fire milliarder kroner i 2024 Der er afsat knap 65 milliarder kroner til støtte under Ukrainefonden fra 2023-... Læs mere
Blinken ankommer til Beijing til hårde forhandlinger Rusland, Taiwan og TikTok er blandt de kontroversielle emner, som USA's udenrigs... Læs mere
Tusindvis køber billet til Venedig på første betalingsdag Første dag med entré i Venedig blev mødt af demonstranter. Omkring 13.000 har... Læs mere