Virksomhedsdrift

fre, 17 feb 2023

Supersygehus dropper italiensk taglægger efter skimmelangreb

Det nye Odense Universitetshospital er under opbygning (Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix)

Det nye Odense Universitetshospital har droppet en italiensk entreprenør, som har ansvaret for et utæt tag, der har ført til skimmelsvamp i cirka 400 rum.

Det skriver Fyens Stiftstidende. Det er virksomheden Jysk Tagpap, som har overtaget hele opgaven fra italienske Macko, skriver mediet. - Begge virksomheder var, som jeg er orienteret, hyret til at lægge tag på supersygehuset, men den opgave slap italienerne ikke tilfredsstillende fra, siger hospitalsdirektør Torben Hedegaard. - Derfor har Jysk Tagpap fået til opgave at lave taget. Konkret er det ifølge avisen 400 rum og 200 toiletkabiner, der skal stå på sengestuer, som er blevet ramt af skimmelsvamp. Det er regn, som er trængt ned gennem taget, der har ført til angrebet. Supersygehuset bygges af den italienske totalentreprenør JV CMB/Itinera. Ifølge Arolodo Tegon, der er chef for den italienske totalentreprenør, opdagede de problemerne for et år siden og begyndte herefter at udbedre fejlene. Fyens Stiftstidende skriver, at JV CMB/Itinera har ansvaret for at afholde udgifterne til udbedringen. Byggeriet af det nye supersygehus, som kaldes Nyt OUH, er blevet forsinket flere gange. Senest i december 2022, hvor der blev tilføjet yderligere et år, før hospitalet kan tages i brug. I samme omgang blev det meldt ud, at byggeriet forventes at blive mere end en halv milliard kroner dyrere. Det skyldes blandt andet prisstigninger. Det første spadestik til hospitalet blev taget i 2016, og byggeriet af selve hospitalet begyndte tre år senere. Planen var, at det skulle stå færdigt i slutningen af 2022. Regionerne forventer nu, at Nyt OUH kan tages i brug i slutningen af 2025. Det er uvist, om skimmelangrebet har haft indflydelse på den seneste forsinkelse, har Fyens Stiftstidende skrevet tidligere. /ritzau/

Andre læser også

Dansk lånesystem sælges til biblioteker i både Tyskland og Sverige Systemet Cicero er senest blevet solgt til Stadsbiblioteket i Stockholm og dets ... Læs mere
Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere