Årsregnskab

fre, 21 apr 2023

Caroline Wozniackis energidrikfirma øger overskuddet

Caroline Wozniacki møder tyske Angelique Kerber, i den danske tennisspillers sidste kamp i karrieren (Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Det danske selskab State Drinks, som har fodboldspilleren Christian Eriksen og den tidligere tennisspiller Caroline Wozniacki i ejerkredsen, tjente 1,9 millioner kroner i 2022.

Det viser selskabets årsregnskab, som er blevet offentliggjort fredag. State Drinks, som producerer og sælger energidrik, tjente dermed fem gange så meget som året forinden. Stifter og direktør Jon Andersen fortæller, at væksten i State Drinks gennem 2022 både skyldes fortsat fremgang på det danske marked og øget salg i udlandet. - Vi har fået en god start på en række af de nye markeder, hvor vi har lanceret State, siger han i en pressemeddelelse. Selskabet er til stede i omkring 8000 butikker, som fordeler sig i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Grønland, Island, Portugal, Frankrig og Schweiz. Selskabet blev stiftet i 2015 og begyndte for første gang at blive en overskudsforretning i 2020. I de første fem leveår tabte virksomheden 16 millioner kroner, skrev mediet Finans i midten af 2021. Siden har den haft høje vækstrater. Det gælder både i forhold til omsætning og det endelige resultat. Jon Andersen fremhæver i pressemeddelelsen, at væksten har været understøttet af et stort hold af ambassadører. Ud over Christian Eriksen og Caroline Wozniacki har selskabet også fået fodboldspilleren Rasmus Højlund og tenniskometen Holger Rune ind i folden som ambassadører. I den nærmeste fremtid har State Drinks som målsætning at komme ind på markedet for energidrik i Østrig, Holland og Belgien. - Vores ambition er naturligvis er sprede den bedste energi til flest mulige mennesker og lande, siger han i meddelelsen. Der bliver ikke oplyst omsætningstal. Men bruttofortjenesten, der er omsætningen fratrukket de direkte omkostninger forbundet med salget, er i 2022 vokset til ni millioner fra 5,6 millioner kroner året før. Selskabet regner med at kunne øge sin omsætning med yderligere 35-40 procent i 2023. /ritzau/

Andre læser også

Tesla leverer færre biler end ventet og aktien sendes nedad Tesla-leverancer ligger 8000 biler under forventning. Aktien daler, og analytike... Læs mere
Øget efterspørgsel får Emirates til at indsætte fragtfly fra København Et ugentligt fragtfly til og fra Københavns Lufthavn skal hjælpe Emirates med ... Læs mere
Endnu en socialdemokratisk borgmester stopper efter kommunalvalg Marcel Meijer (S) har besluttet sig for, at 12 år som borgmester må være nok ... Læs mere
Private må tilbyde taxakørsel på yderligere tre småøer På i alt 11 danske øer er det nu muligt for private at tilbyde kørsel mod bet... Læs mere
Mere end seks ud af ti nye biler er elektriske 61,5 procent af nyindregistrerede biler i december var elektriske. Det viser opg... Læs mere