Årsregnskab

tir, 23 maj 2023

Gazproms overskud faldt med 40 procent i 2022

FILES-RUSSIA-ECONOMY-GAS (Olga Maltseva/Ritzau Scanpix)

Det russiske statsejede energiselskab Gazprom havde i 2022 et fald i overskuddet efter skat på over 40 procent.

Mere præcist tjente selskabet omkring 108 milliarder danske kroner, oplyser Gazprom tirsdag.

Gazprom forklarer det mindskede overskud med skattestigninger i andet halvår af 2022.

Vesten indførte sidste år sanktioner mod Rusland og statslige selskaber. Gas er dog ikke blevet direkte sanktioneret.

Men selskabet halverede næsten sin eksportvolumen til 101 milliarder kubikmeter sidste år.

Aktier i selskabet er faldet med omkring fire procent.

Det er blandt andet sket, efter at bestyrelsen har besluttet at droppe at udbetale helårligt udbytte.

Gazprom udbetalte dog allerede i 2022 et halvårligt udbytte på svimlende 103 milliarder kroner med dagens kurs.

Det var den højeste samlede udbytteudbetaling i russisk historie.

Det store udbytte fra Gazprom var med til at skæppe i den russiske statskasse.

Trods det store halvårlige udbytte mener banken Sinara Investbank, at Gazproms udmeldinger i dag er skuffende fra et investeringsperspektiv.

- Vi anser de offentliggjorte resultater for at være svage. Derudover vil bestyrelsen ikke betale udbytte for andet halvår af 2022, skriver Sinara Investbank.

- Nyhederne er ret skuffende, når man ser på Gazprom som investering.

I forbindelse med den manglende udbyttebetaling for hele året siger viceadministrerende direktør Famil Sadygov, at udmeldingen netop skal ses i lyset af den store udbetaling i 2022.

- Vi ventede ikke på årets resultater, men gav aktionærerne en mulighed for at få så markant et beløb på forhånd, siger Sadygov.

Han siger videre, at overskuddet før renter, skatter, afskrivninger og betaling af gæld var på niveau med 2021.

ritzau/Reuters

Andre læser også

Lars Bojes parti havner under spærregrænsen i første måling Borgernes Parti er på stemmesedlen ved næste folketingsvalg, som senest finder... Læs mere
Enhedslistens lokalafdeling i Tønder nedlægger sig selv i protest Den lokale afdeling af Enhedslisten i Tønder nedlægger sig selv i protest over... Læs mere
MobilePay indfører gebyr på store private overførsler Fremover vil det koste penge, når private brugere sender mere end 4000 kroner t... Læs mere
Forsvarsministeriet er lune på isbrydere til det danske Forsvar Statsministeren og Forsvarsministeren er blevet interesserede i isbrydere til de... Læs mere
Bekymret Løkke frygter stor krise hvis Trump gentager sin Grønland-plan Danmarks udenrigsminister vil lytte godt til, hvad Donald Trump gør og siger, n... Læs mere