Årsregnskab

man, 19 jun 2023

Soundboks sætter omsætningsrekord igen - men taber millioner

Jesper Theil Thomsen (Linda Kastrup/Ritzau Scanpix)

Det danske selskab Soundboks har for vane at sætte omsætningsrekord, og sidste år var ingen undtagelse.

Det viser højttalerproducentens årsregnskab for 2022.

I alt omsatte selskabet for 344 millioner kroner. Det svarer til en vækst på 35 procent sammenlignet med året forinden.

Væksten er særligt drevet af det tyske og det amerikanske marked, fremgår det.

Soundboks vil fortsat kigge mod USA for at skabe yderligere vækst. Det siger administrerende direktør Jesper Theil Thomsen.

- Vi er meget tilfredse med udviklingen i USA, som vi har opnået med en fokuseret onlinestrategi. Vores prioritet er nu at udvide distributionen med salg i fysiske butikker gennem eksterne partnere.

- Vi bruger de erfaringer, vi har opnået i Danmark og Tyskland, hvor vores gode partnere er med til at styrke kendskabet til vores højttalere og vise, hvordan Soundboks kan styrke oplevelser og fællesskaber.

Stigende priser på komponenter og fragt har dog taget en stor bid af bundlinjen, der viser et underskud på 15 millioner kroner for året.

- Det er normalt at investere i vækst og dermed indkassere underskud, når man vil vokse. Men vi havde alligevel regnet med overskud sidste år.

- Vi er i højere grad end ventet blevet påvirket af ekstra omkostninger til komponenter og de ekstraordinært høje fragtrater, siger Michael Winther, finansdirektør i selskabet.

- Resultatet ændrer ikke på vores langsigtede fokus og strategi. Vi ved, at påvirkningerne overvejende er midlertidige, og de seneste fire år har vi lært, hvilke knapper i forretningen vi skal skrue på for at forbedre lønsomheden.

Årets to første kvartaler er næsten overstået, og alt peger i retning af, at selskabet igen kommer til at tjene penge i år, siger de to direktører til Ritzau.

Virksomhedens danske omsætning udgør under 20 procent, men vokser fortsat. Sidste år omsatte denne del af forretningen for 22 procent mere end året før.

Det er blandt andet resultatet af lanceringen af en ny og mindre højttaler.

/ritzau/

Andre læser også

Mindre danske virksomheder kan blive ramt hårdt af Trump-told Små og mellemstore virksomheder eksporterer for 12 milliarder til USA årligt, ... Læs mere
Grønlands regering: Falsk Múte B. Egede-profil sender sviner mod USA Det er ikke den rigtige Múte B. Egede, der beordrer USA til at droppe Grønland... Læs mere
Erhvervsordførere indkaldt til orientering om geopolitisk situation Orienteringen kommer, dagen efter at regeringen holdt møde med topchefer fra de... Læs mere
Støjberg i Israel er skeptisk over holdbarhed i våbenhvile og to stater Trods våbenhvile kan fred og tostatsløsning vise sig for svært, siger Inger S... Læs mere
Højere dosis af Novo-middel giver højere vægttab i nyt studie Novo Nordisk har tredoblet dosen af det aktive stof semaglutid i nyt studie, der... Læs mere