Andre nyheder

ons, 17 apr 2024

21,1 million timer vil blive spildt i hovedstadstrafikken i 2035

Samlet vil der ifølge analyse blive spildt 21,1 million timer om året i trængsel i biltrafikken i hovedstadsområdet. Det er 1,1 million flere timer end i dag. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Samlet vil der ifølge analyse blive spildt 21,1 million timer om året i trængsel i biltrafikken i hovedstadsområdet. Det er 1,1 million flere timer end i dag. (Arkivfoto).

Det vil kunne ses på biltrafikken og give mere trængsel i tog og på cykelstier, at befolkningstallet i hovedstadsområdet forventes at stige med seks procent frem mod 2035.

Det viser en ny mobilitetsanalyse, der er foretaget for de 29 kommuner i KKR Hovedstaden og Region Hovedstaden.

Det oplyser sidstnævnte i en pressemeddelelse.

I 2035 vil der hver dag være 800.000 flere rejser i området sammenlignet med i dag.

Det medfører en stigning på ti procent i antallet af kørte kilometer, ligesom det forventes, at der vil blive spildt 21,1 millioner timer om året i trængsel i biltrafikken.

Det er 1,1 million flere timer end i dag.

Ifølge Lars Gaardhøj (S), der er regionsrådsformand i Region Hovedstaden, viser analysen, at der er et stort behov for at kunne tilbyde flere kollektive rejser og give cyklisterne bedre forhold.

- Gør vi ikke det, sander vi totalt til trængsel, miljø- og støjforurening og masser af spildte timer i trafikken. Det går simpelthen ikke, siger han i meddelelsen.

Også lastbiltrafikken forventes at stige med 11 procent, og det betyder 7000 flere ture ind og ud af hovedstadsområdet hver dag.

Ifølge analysen vil det medføre, at antallet af støjramte boliger stiger med tre procent på tværs af området.

Omvendt peget analysen på en ti procents reduktion af CO2-udledningen.

- Det går i den rigtige retning, men der er stadig en del at komme efter, siger Karsten Längerich, næstformand i KKR Hovedstaden.

- Begge dele peger på yderligere behov for omstilling af den tunge transport samt overflytning af godstransport og persontransport.

Langt størstedelen af rejserne i 2035 vil være såkaldte fritidsrejser, mens 26 procent udgør pendlerrejser.

Samlet fordeler rejserne sig på 290.000 flere gangture, 110.000 flere cykelture, 80.000 flere kollektive ture og 310.000 flere bilture.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere