Andre nyheder

fre, 27 sep 2024

800.000 elkunder får dyrere strøm i stikkontakten fra 1. oktober

Fra oktober til marts bliver det dyrere at være elkunde hos selskabet N1. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Fra oktober til marts bliver det dyrere at være elkunde hos selskabet N1. (Arkivfoto).

Det bliver dyrere for 800.000 husstande at være kunde hos elnetselskabet N1, når kalenderen viser oktober.

De såkaldte nettariffer, der udgør en del af den samlede elpris, hæves nemlig for en periode. Det oplyser Lise Bering, der er direktør hos N1.

Målet er blandt andet at få forbrugerne til at flytte deres elforbrug væk fra de perioder, der er mest belastende for elnettet i vinterperioden.

Det gælder eksempelvis fra klokken 17 til 21, når mange er kommet hjem fra arbejde.

På den måde kan forbrugerne spare penge, og så undgår N1 at skulle overinvestere for at øge kapaciteten på elnettet.

Selskabet har allerede set, at mange er i stand til delvist at flytte deres forbrug til nattetimerne, hvor det bliver billigere for begge parter.

- Vi har et billede af, at vores kunder tidsindstiller opvaskemaskinen og vaskemaskinen til at køre om natten, siger Lise Bering.

Hun understreger, at det ikke handler om, at N1 skal tjene flere penge, når den koldere periode helt naturligt får forbruget til at stige.

Ændringen af tarifferne betyder nemlig ikke, at der ryger flere penge i selskabets kasse. Pengene bruges derimod netop på at servicere elnettet, når forbruget stiger i vinterperioden.

Lise Bering forklarer, at selskabet arbejder på et område, hvor indtægtsrammen er reguleret. På den måde er det forudbestemt, hvor meget det må tjene.

- Det her handler om, at omkostningerne til at transportere strømmen bliver højere.

Nettarifferne i eksempelvis spidsbelastningsperioden fra klokken 17 til 21 stiger fra 43 øre per kilowatt-time til 99 øre.

De nye tariffer gør sig gældende fra og med 1. oktober til udgangen af marts næste år. Herefter vil de falde til et lavere niveau igen.

Nettarifferne udgør 19 procent af den samlede pris.

Derudover skal der også betales en såkaldt systemtarif til Energinet, en elafgift, den rene elpris samt moms.

Private elkunder betaler også en årlig abonnementsafgift for deres elmåler.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere