For mange danskere er det blevet en god forretning at leje sommerhuset eller boligen ud via en digital platform som Airbnb.
Og mange forsømmer tilsyneladende at indberette indtægten til Skat, selv om de tjener mere end det skattefri grundløb.
Skattestyrelsen gennemførte 1500 kontroller i 2023 af borgere, der har haft indtægter ved at udleje eksempelvis bolig eller bil via digitale platforme.
I alt blev der fundet fejl i 92 procent af kontrollerne. Det har resulteret i opkrævninger for samlet knap 17 millioner kroner - det højeste beløb indtil nu.
- Langt de fleste fejl handler om, at folk bevidst eller ubevidst glemmer at oplyse om deres indtægter, fortæller underdirektør i Skattestyrelsen Michael Medom Hansen.
I gennemsnit er det i omegnen af 12.000 kroner per opkrævning, men beløbene kan variere meget.
- Der er nogle, der tjener anselige beløb, i flere hundredtusindersklassen, siger Michael Medom Hansen.
- Det er klart, at vi interesserer os for det, hvis vi får indberettet indtægter på et tocifret eller trecifret tusindkroners beløb, og borgeren ikke har oplyst noget på årsopgørelsen, siger han.
Skattestyrelsen oplyser ikke, hvilke digitale platforme der er tale om. Men Airbnb er en af de digitale platforme, der indberetter om udlejernes indtægter.
Som udlejer har man et grundfradrag, mens indtægter derover beskattes.
Hvis man udlejer eksempelvis et sommerhus gennem en digital platform eller et bureau, der deler oplysninger om udlejernes indtægt med Skat, er grundfradraget i år 46.100 kroner.
Indtægt ud over grundfradraget beskattes med 60 procent.
Ifølge skatteminister Rasmus Stoklund (S) er de mange fejl uacceptable.
- Det går ikke i et skattefinansieret velfærdssamfund. Og selv om skattevæsenet også er blevet bedre til at målrette kontrollerne, må jeg sige, at fejl i ni ud af ti sager er alt for højt.
- Så indtægter fra digitale platforme og platformsøkonomi i det hele taget er et område, jeg vil have et stærkt fokus på fremover, siger ministeren i en pressemeddelelse.
Kontrollen til og med 2022 bygger på indberetninger fra danske udlejningsbureauer af sommerhuse og fra enkelte digitale platforme, som frivilligt har indgået en aftale om at indberette.
Men fra 2023 er alle digitale platforme, hvor borgere kan udbyde tjenester, forpligtet til at indsamle og indberette oplysninger til Skattestyrelsen om borgernes indtægter. Kravet er en del af et nyt EU-direktiv.
Kilde: /ritzau/