Andre nyheder

tir, 15 okt 2024

ATP vil lave færre klimainvesteringer efter grønne fejlskud

Pensionskassen ATP kigger med andre øjne på klimainvesteringer efter to grønne fejlskud, siger direktør til Finans. (Arkivfoto).
Helena Soderpalm/Reuters Pensionskassen ATP kigger med andre øjne på klimainvesteringer efter to grønne fejlskud, siger direktør til Finans. (Arkivfoto).

Kriser i de to grønne virksomheder Northvolt og Green Hydrogen Systems får konsekvenser for, hvordan den danske pensionskæmpe ATP kigger på fremtidige klimainvesteringer.

Der kommer til at blive lavet færre grønne investeringer, siger ATP's administrerende direktør, Martin Præstegaard, i et interview med mediet Finans.

Pensionsselskabet har investeret 2,3 milliarder kroner i den svenske batterifabrikant Northvolt, der mandag nåede at betale en skatteregning på 188 millioner kroner, som ellers risikerede at sende virksomheden mod en konkurs.

- Bliver der lavet færre grønne investeringer, når vi står med den erfaring, som vi har nu? Ja, det gør der, siger Martin Præstegaard til mediet.

Historierne har været mange om Northvolt den seneste tid, mens det svenske selskab har forsøgt at få styr på sit økonomiske fundament.

Torsdag i sidste uge kunne Reuters berette, at selskabet er i dialog med investorer og långivere om en kapitalindsprøjtning på 200 millioner euro. Det svarer til cirka 1,5 milliarder kroner.

Pengene har ifølge nyhedsbureauets kilder til hensigt at sikre Northvolt kortsigtet finansiering. Samtidig sigter det mod også at sikre kapital på den lange bane, lød det.

ATP har også satset stort på Green Hydrogen Systems, som er en dansk producent af brintteknologi.

Virksomheden har været nødt til at varsle en større fyringsrunde for at sænke det nuværende omkostningsniveau.

Siden årets begyndelse er Green Hydrogen Systems' markedsværdi faldet med omkring 60 procent.

Martin Præstegaard siger til Finans, at der er mange grønne investeringer, som slet ikke overvejes hos ATP, "fordi afkastet er helt uinteressant".

Og hvis de grønne virksomheder alligevel bliver overvejet, granskes de nøje for risici.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Salget af endoskoper driver væksten hos danske Ambu Ambus endoskop-forretning løftede sin omsætning med knap 20 procent til 3,2 mi... Læs mere
Fremgang hos høreklinikker driver væksten for Demant Demant omsatte for 5,4 milliarder kroner i tredje kvartal, hvilket svarer til en... Læs mere
Bergur Løkke Rasmussen vil i byrådet i Helsingør Moderaterne fik kun én plads i EU-Parlamentet, og Bergur Løkke Rasmussen vil n... Læs mere
Boliglånerne konverterer mere end de har gjort i tre år Realkreditlån for 28 milliarder er blevet opsagt op til årsskiftet. Nogen bøl... Læs mere
Regeringen hænger fast i dyndet i Voxmeter-måling Moderaterne har svært ved at komme opad i politiske meningsmålinger. Det medvi... Læs mere