Andre nyheder

tor, 12 sep 2024

Bavarian udskyder andre ordrer for at producere flere mpox-vacciner

Bavarian Nordic forventer at kunne levere to millioner doser af sin mpox-vaccine inden udgangen af 2024. (Arkivfoto).
Bavarian Nordic/Reuters Bavarian Nordic forventer at kunne levere to millioner doser af sin mpox-vaccine inden udgangen af 2024. (Arkivfoto).

Bavarian Nordic sætter nu alle kræfter ind på at producere mpox-vacciner for at kunne levere op til to millioner doser inden slutningen af året.

Det betyder, at visse eksisterende ordrer fra 2024 vil blive skubbet til 2025.

Det skriver Bavarian Nordic i en selskabsmeddelelse.

I august erklærede Verdenssundhedsorganisationen, WHO, for anden gang på to år global sundhedskrise på grund af sygdommen mpox.

Det skete efter et udbrud i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) havde spredt sig til nabolande.

Bavarian Nordic har informeret Unicef og vaccinealliancen Gavi om, at selskabet kan levere op til 13 millioner doser inden udgangen af 2025.

Det, vurderer selskabet, er tilstrækkeligt til at imødekomme efterspørgslen på mellemlang sigt, lyder det.

Alligevel kigger Bavarian Nordic på måder at udvide produktionskapaciteten yderligere. Det inkluderer ifølge selskabet muligheder som at overføre produktion til andre selskaber enten i Afrika eller andre steder i verden.

Bavarian Nordic meddelte 5. september, at de første doser af selskabets mpox-vaccine var landet i DR Congo. Siden er der afsendt over 250.000 doser, lyder det.

Vaccinerne er doneret af Europa-Kommissionen, den amerikanske regering og Bavarian Nordic.

Øvrige lande har indtil videre forpligtet sig til at donere 500.000 doser, oplyser Bavarian Nordic.

Mpox er tidligere kendt som abekopper og kan smitte både mennesker og dyr.

Bavarian Nordics vaccine er den eneste vaccine, som er godkendt til mpox af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Vaccinen markedsføres under navnene Jynneos, Imvamune og Imvanex.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Flygtningenævnet forlænger pause for syriske sager Efter Assads fald i december satte nævn sager med syrere på pause. Sagerne ska... Læs mere
Dansk eksport sikrer job til 187.000 amerikanere Donald Trump kan have overset, at den stigende danske eksport til USA også gavn... Læs mere
Moderaterne efterkommer krav fra arbejdstilsyn efter møgsager Regeringsparti var på spejderløb og lavede kæresteregel for at efterkomme på... Læs mere
Måling: Opbakningen til regeringen falder til hidtil laveste niveau Med 31,8 procent af stemmerne har SVM-regeringen nået sin laveste opbakning nog... Læs mere
Lars Bojes parti havner under spærregrænsen i første måling Borgernes Parti er på stemmesedlen ved næste folketingsvalg, som senest finder... Læs mere