Andre nyheder

fre, 27 sep 2024

Bøder og byggestop skal stoppe ulovligt arbejde på byggepladser

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen præsenterede i maj en bred politisk aftale om en øget indsats mod social dumping. Fredag bliver lovforslaget sendt i høring. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen præsenterede i maj en bred politisk aftale om en øget indsats mod social dumping. Fredag bliver lovforslaget sendt i høring. (Arkivfoto).

Overhold loven. Eller I må stille jeres byggeri på pause. Det er et af hovedelementerne i det lovforslag om entreprenørstop, som Beskæftigelsesministeriet fredag sender i høring.

Lovforslaget skal give Arbejdstilsynet bedre muligheder for at slå hårdt ned på overtrædelser af arbejdsmiljøloven på byggepladser, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

- Vi har for mange arbejdsulykker, for mange, der enten kommer slemt til skade eller mister livet, mens de går på arbejde i Danmark. Og byggeriet ligger i den farlige ende.

- Derfor er vi nødt til at tage det her mere alvorligt. Det er en vigtig hammer for Arbejdstilsynet at have i værktøjskassen, siger hun.

Lovforslaget skal give Arbejdstilsynet mulighed for i særlige tilfælde at kunne give et påbud til entreprenører om at stoppe både deres eget og underentreprenørers arbejde på byggepladsen.

Påbuddet skal kunne udstedes, hvis en entreprenør eller underentreprenør på byggepladsen gentagne gange overtræder arbejdsmiljøloven og bringer ansatte eller andre i fare.

Hvis en entreprenør ikke overholder entreprenørstoppet, skal der falde en bøde på 100.000 kroner.

- Jeg er rigtig glad for, at vi nu siger, at hvis det gentager sig, og man bliver ved med ikke at lytte til, at der er noget her, der skal rettes op på, så kan man lukke byggeriet ned.

- Og at de bøder, man får for de mest alvorlige ting, bliver højere, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Lovforslaget, der ventes fremsat i december, er blevet til på baggrund af en bred politisk aftale om en indsats mod social dumping fra maj i år, som ni partier i Folketinget stod bag.

Fagforeningen 3F roste dengang tiltaget med at kunne lave et stop for byggeriet, indtil der er ordnede forhold.

Dansk Industri mente til gengæld, at beskæftigelsesministeren tegnede et generaliseret billede af, at byggebranchen "bevidst tilsidesætter myndighedernes anbefalinger".

Hos Bygge-, Anlægs- og Trækartellet pegede formand Claus von Elling på, at det vil være klogt at indføre et obligatorisk id-kort, som alle ansatte skal bære og vise for at få adgang til byggepladsen.

Det skal være med til at forhindre, at illegal arbejdskraft bliver ansat.

- Det er også et af de redskaber, vi stadig arbejder for. Vi har sat et arbejde i gang med at få bud på forskellige modeller for, hvordan sådan et id-kort kan se ud, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

- Grundlæggende handler det for mig om, at vi har ordnede forhold på vores arbejdsmarked, også i vores byggeri. At vi ved, hvem der er der, og at de er her lovligt. Vi ser desværre illegal arbejdskraft, også på vores byggepladser, siger hun.

Socialdemokratiet har været fortaler for et id-kort, mens regeringspartneren Venstre er imod, og id-kortet er ikke med i den politiske aftale.

Planen er, at de nye regler om entreprenørstop og en bøde på 100.000 kroner skal træde i kraft fra 1. januar 2026.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Flygtningenævnet forlænger pause for syriske sager Efter Assads fald i december satte nævn sager med syrere på pause. Sagerne ska... Læs mere
Dansk eksport sikrer job til 187.000 amerikanere Donald Trump kan have overset, at den stigende danske eksport til USA også gavn... Læs mere
Moderaterne efterkommer krav fra arbejdstilsyn efter møgsager Regeringsparti var på spejderløb og lavede kæresteregel for at efterkomme på... Læs mere
Måling: Opbakningen til regeringen falder til hidtil laveste niveau Med 31,8 procent af stemmerne har SVM-regeringen nået sin laveste opbakning nog... Læs mere
Lars Bojes parti havner under spærregrænsen i første måling Borgernes Parti er på stemmesedlen ved næste folketingsvalg, som senest finder... Læs mere