Andre nyheder

fre, 08 sep 2023

Elon Musk anklages for at have forpurret ukrainsk droneangreb

Elon Musk beordrede i al hemmelighed sine ingeniører i Starlink til at slukke for internettet nær kysten på halvøen Krim sidste år for at forstyrre et ukrainsk angreb mod den russiske flåde. Det hævder forfatteren Walter Isaacson ifølge mediet CNN i sin nye biografi om den amerikanske milliardær, der foruden Starlink står bag selskaber som Tesla, X - det tidligere Twitter - og SpaceX. Som resultat mistede ukrainske undervandsdroner udstyret med eksplosiver forbindelsen, da de nærmede sig de russiske mål. Det førte til, at dronerne skyllede i land uden at detonere. Efterfølgende måtte ukrainske repræsentanter tigge Musk om igen at tænde satellitterne, der hidtil havde forsynet det invaderede land med en stabil internetforbindelse. Starlink leverer fortsat gratis internet til Ukraine. Musks beslutning blev taget, fordi milliardæren frygtede, at Rusland ville svare et ukrainsk angreb på Krim, som landet har annekteret siden 2014, med atomvåben. Selv beskriver Musk det over for forfatteren som frygten for en "mini Pearl Harbor", en reference til japanernes angreb under Anden Verdenskrig på den amerikanske flåde i Hawaii i 1941. Det var baseret på samtaler, han havde haft med russiske repræsentanter ifølge Isaacson, skriver CNN. - Hvordan er jeg blevet en part i den her krig? Starlink var ikke designet til at blive involveret i krige. Det blev til, så folk kan se Netflix, slappe af og komme online for at lave skolearbejde og gode, fredfyldte ting - ikke droneangreb, siger Musk til forfatteren i biografien. Hverken Musk eller SpaceX er vendt tilbage på CNN's anmodning om en kommentar til historien. Musk har tidligere anmodet Ukraine om at overgive dele af sit land til Rusland for at afslutte krigen. På samme tid, som han gjorde det, meldte ukrainske styrker om problemer med internetdækningen i områder, hvor Ukraine ellers vandt terræn i deres modoffensiv. /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere