Meget tyder på, at det blot er få kunder, der reelt blev ramt af en sikkerhedsbrist hos investeringsplatformen Nordnet tidligere tirsdag.
Det oplyser pressechef i Nordnet Danmark Jonas Melander til Ritzau.
Det var maksimalt nogle få tusinde kunder, der var logget ind under sikkerhedsbruddet.
- Det er en meget lille procentdel af dem, der har haft risiko for at få adgang til en andens konti eller have fået vist sin egen til andre, siger han.
Investeringsplatformen er tirsdag aften ikke bekendt med, at kunder har fået foretaget handler på sin konto af andre, oplyser Jonas Melander.
Nordnet oplyser desuden, at det ikke har været muligt at foretage udbetalinger fra en andens konto.
Platformen fik de første meldinger om, at brugere oplevede at få adgang til andre brugeres konti klokken 11.10. Ti minutter efter blev platformen lukket ned.
Sikkerhedsbristen skyldtes en fejl i Nordnets software, der gav nogle kunder adgang til andres konti i 20 minutter.
Det er dog langt fra alle kunder, der loggede ind i tidsrummet, der fik adgang til en anden persons konto, oplyser pressechefen.
Nedlukningen af Nordnet varede i flere timer fra 11.10 til omkring klokken 15.30.
Platformen har dog efterfølgende kommunikeret direkte til kunderne via mail for at forklare den tekniske fejl.
For Nordnet venter der et stort stykke arbejde for at genskabe tilliden, erkender Jonas Melander.
- Vi har haft mange kunder, der har ringet til os og været forskrækkede. Det er et større tillidsbrud, fordi det har med folks penge at gøre, siger han.
- Vi kan kun lægge os fladt ned. Vi har reageret hurtigt og lukkede ned for at undgå yderligere problemer.
Nordnet fortalte i oktober, at man havde rundet 500.000 kunder i Danmark. Det svarer til hver 12. dansker.
Nordnet er børsnoteret i Sverige, hvor selskabet også har hovedkontor. Det betyder også, at det er det svenske datatilsyn, der skal tage stilling til, om sikkerhedsbristen skal have konsekvenser.
Aktien faldt tirsdag lidt over seks procent i forhold til mandagens lukkekurs.
Kilde: /ritzau/