Andre nyheder

tor, 02 nov 2023

Fed fastholder renten på højeste niveau i 22 år

Det er blevet offentliggjort efter rentemødet onsdag. Dermed forbliver den i det højeste spænd i 22 år. Fed forsøger at bekæmpe inflationen, uden at det samtidig går for hårdt ud over amerikansk økonomi. Tore Stramer, cheføkonom hos interesseorganisationen Dansk Erhverv, forklarer, at der er visse tegn på dæmpet aktivitet i amerikansk økonomi den seneste tid. - Hvis der kommer yderligere tegn på en nedgang i den økonomiske aktivitet over de kommende uger og måneder, så hælder vi klart til, at vi har set den sidste renteforhøjelse fra den amerikanske centralbank i denne omgang, vurderer han i en skriftlig kommentar. Den amerikanske centralbank hedder The Federal Reserve. Den blev skabt i 1913 efter en række krak og kriser i det amerikanske banksystem. Centralbanken har til opgave at fastlægge en pengepolitik, så økonomien er afbalanceret, og beskæftigelsen er så høj som muligt, samtidig med at priserne udvikler sig stabilt. Centralbanken udtaler ifølge nyhedsbureauet AFP, at fremtidige beslutninger om måske at stramme pengepolitikken yderligere blandt andet vil blive afgjort af effekten af de nuværende tiltag. Amerikansk inflation toppede i juni sidste år på mere end ni procent. Siden er den dalet en hel del. Men den ligger stadig på over tre procent. Derfor er det ikke umuligt, at der kan komme rentestigninger igen senere på året. - Døren står stadig lidt på klem for en mindre rentestigning sidst på året, vurderer Allan Sørensen, cheføkonom hos Dansk Industri, i en skriftlig kommentar. - Inflationen er steget lidt hen over sommeren, der er fin vækst i beskæftigelsen og stor fremgang i økonomien, fortsætter han. /ritzau/

Andre læser også

Regeringen forsøger at lægge forbudte bander helt døde Det har ifølge Rigsadvokaten været svært at løfte bevisbyrden i sager om akt... Læs mere
Bornholms konservative borgmester er sygemeldt I sidste måned stod han på første række, da kongeparret gæstede Bornholm. N... Læs mere
Patienter oplever kortere ventetid på sygehusbehandling Indenrigs- og sundhedsministeren er optimistisk i forhold til at få ventetiden ... Læs mere
Lars Bojes nye parti er halvvejs i mål Eksformanden for Nye Borgerlige har stiftet Borgernes Parti, som så dagens lys ... Læs mere