Andre nyheder

ons, 11 sep 2024

Finsk milliardopkøb af Topdanmark er på plads

Tidligere har Sampo meddelt, at det er tanken at integrere Topdanmark i If, som den finske koncern allerede driver. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Tidligere har Sampo meddelt, at det er tanken at integrere Topdanmark i If, som den finske koncern allerede driver. (Arkivfoto).

Den finske koncern Sampo har fået det endelige nik til et milliardopkøb af det danske forsikringsselskab Topdanmark.

Det fremgår af en meddelelse fra forsikringsselskabet tirsdag aften ifølge flere medier, herunder MarketWire.

Det sker, efter at ejere med Topdanmark-aktier svarende til 91,8 procent af aktiekapitalen har accepteret det finske tilbud.

Sampo ejer i forvejen 49,5 procent af aktierne i Topdanmark og driver forsikringsselskabet If, der ligeledes opererer på det danske marked.

Topdanmarks aktionærer fik fremsendt et tilbud i begyndelsen af august på 1,25 Sampo-aktier for hver Topdanmark-aktie.

Det svarede til en overpris på knap 27 procent i forhold til de to aktiers lukkekurser den 14. juni.

Aktionærerne har haft en måned til endeligt at tage stilling til købet, som der nu er nikket ja til.

Dermed vil Sampo sidde samlet på mindst 92,6 procent af aktiekapitalen.

På den baggrund anser den finske koncern alle betingelser for købstilbuddet for opfyldte, skriver Topdanmark i meddelelsen.

Topdanmark skriver videre, at Sampo "så hurtigt som praktisk muligt" vil tvangsindløse de resterende aktionærer og afnotere Topdanmark fra fondsbørsen.

Tidligere har Sampo meddelt, at det er tanken at integrere Topdanmark i If, som den finske koncern allerede driver.

Alle de relevante myndigheder og Topdanmarks egen bestyrelse havde allerede inden, det endelige købstilbud blev fremlagt, givet handlen grønt lys.

Topdanmark har rødder tilbage til 1898, hvor Mejeriernes Ulykkesforsikring blev stiftet.

Selskabet fusionerede i 1972 med Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring og blev til Topsikring. I 1985 blev selskabet børsnoteret og har i dag omkring 2100 medarbejdere samt 600.000 privatkunder i Danmark.

Koncernen ledes af administrerende direktør Peter Hermann, der tiltrådte i 2018.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Troels Lund tvivler på at 300 milliarder ekstra til forsvar er nok Der er i dag afsat 200 milliarder kroner til forsvar. Der skal formentlig tilfø... Læs mere
Fagforeninger: Politisk fejlskud at tillade lydovervågning i butikker Både HK Handel og IDA vender sig mod netop vedtaget lovgivning, der tillader bu... Læs mere
Konservativ borgmester er nu uden partikolleger i Kolding byråd Siden sidste valg har De Konservative mistet to ud af tre mandater i Koldings by... Læs mere