Andre nyheder

man, 14 okt 2024

Interessen for boligkøb er på det højeste niveau siden 2022

Interessen for boligkøb er på sit højeste siden 2022, viser ny opgørelse. (Arkivfoto).
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Interessen for boligkøb er på sit højeste siden 2022, viser ny opgørelse. (Arkivfoto).

Interessen for at købe en bolig har nærmest været konstant stigende siden årsskiftet.

Det var tilfældet igen i september, hvor antallet af lånetilbud til køb af ejerbolig og sommerhus steg til det højeste niveau siden 2022.

Det viser en opgørelse fra bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, som er blevet offentliggjort mandag morgen.

I september blev der indhentet i alt 5429 lånetilbud til køb af ejerbolig og sommerhus.

Den stigende interesse for boligkøb kan tilskrives det seneste års stabile inflation, fortsat lav ledighed og de lønstigninger, som har givet mange danskere flere penge mellem hænderne.

Det vurderer Peter Jayaswal, der er direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark.

- Derudover kan de faldende renter også være med til at øge interessen for boligkøb hos danskerne, siger han i en kommentar til opgørelsen.

Selv om antallet af lånetilbud er steget til det højeste niveau siden 2022, er det langt fra at nå den tårnhøje interesse under coronaperioden.

I 2021 blev der flere gange givet over 9000 lånetilbud til køb af ejerbolig og sommerhus på en enkelt måned.

Anton Thorell Carøe, der er økonom hos Arbejdernes Landsbank, forudser dog, at den nuværende interesse for at modtage et lånetilbud kan komme til at stige yderligere i den kommende tid.

Det skyldes, at renterne er begyndt at pege ned.

- 3,5-procentslånet har i noget tid ligget på vippen til at erstatte 4-procentslånet som det toneangivende.

- Hvis renterne kommer længere ned, kan det være med til at åbne et konverteringsvindue, hvor flere boligejere vil skifte deres lån ud, siger han i en skriftlig kommentar.

Mange udnyttede de stigende renter i 2022 til at omlægge deres fastforrentede lån med en lav rente til et nyt lån med en højere rente.

Det gjorde, at de kunne skære en luns af deres restgæld.

Nu kan der være lige så mange, som er interesserede i at skifte tilbage til en lavere rente.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Salget af endoskoper driver væksten hos danske Ambu Ambus endoskop-forretning løftede sin omsætning med knap 20 procent til 3,2 mi... Læs mere
Fremgang hos høreklinikker driver væksten for Demant Demant omsatte for 5,4 milliarder kroner i tredje kvartal, hvilket svarer til en... Læs mere
Bergur Løkke Rasmussen vil i byrådet i Helsingør Moderaterne fik kun én plads i EU-Parlamentet, og Bergur Løkke Rasmussen vil n... Læs mere
Boliglånerne konverterer mere end de har gjort i tre år Realkreditlån for 28 milliarder er blevet opsagt op til årsskiftet. Nogen bøl... Læs mere
Regeringen hænger fast i dyndet i Voxmeter-måling Moderaterne har svært ved at komme opad i politiske meningsmålinger. Det medvi... Læs mere