Andre nyheder

ons, 28 feb 2024

Kighosteepidemien i Danmark er ovre

Symptomerne på klassisk kighoste er kraftige hosteanfald efterfulgt af en hylende vejrtrækning og eventuelt opkastning. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Symptomerne på klassisk kighoste er kraftige hosteanfald efterfulgt af en hylende vejrtrækning og eventuelt opkastning. (Arkivfoto).

Kighosteepidemien er aftaget og vurderes nu at være ovre.

Sådan skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside onsdag i en ugentlig smitteopdatering.

De nye tal dækker over perioden 19. februar til 25. februar. Der har været lidt over 100 påviste tilfælde af kighoste i perioden.

Antallet af smittede med kighoste begyndte at stige i forsommeren 2023. I begyndelsen af september vurderede Statens Serum Institut, at der var tale om en epidemi.

De seneste kighosteepidemier fandt sted i 2019-2020 og i 2016-2017.

Kighoste er en luftvejsinfektion, der hos ikkevaccinerede spædbørn kan udløse et alvorligt og i værste fald livstruende forløb.

Siden 1995 er der blandt danske børn registreret seks dødsfald hos spædbørn som følge af kighoste.

Kighoste anses ikke for at være farlig for andre aldersgrupper med et normalt immunforsvar, men sygdommen kan være yderst ubehagelig og udmattende, skriver Statens Serum Institut.

Et midlertidigt tilbud om gratis kighostevaccination til gravide blev indført i 2019 grundet en epidemi med kighoste i Danmark.

Tilbuddet udløb efter flere forlængelser 31. marts 2023. Men fra 1. august dukkede tilbuddet op igen, da antallet af kighostetilfælde var begyndt at stige.

Vaccination mod kighoste anbefales af Sundhedsstyrelsen indtil én uge før forventet fødsel, da man herefter forventeligt ikke opnår en beskyttende effekt hos det nyfødte spædbarn.

I december afsatte regeringen penge på finansloven til, at tilbuddet om gratis vaccination mod kighoste til gravide fra 1. januar 2024 blev permanent.

De nye tal fra Statens Serum Institut viser desuden, at antallet af påviste tilfælde og indlæggelser med covid-19 fortsætter med at falde.

Det samme gør sig gældende for influenza og RS-virus.

Antallet af påviste tilfælde med mycoplasma, som også kendes som kold lungebetændelse, er steget lidt i uge otte sammenlignet med ugen før.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

EU har fastlagt mandat for bistand til fattigste lande på klimatopmøde EU vil fokusere på at få rejst privat kapital til klimafinansiering på klimat... Læs mere
ATP vil lave færre klimainvesteringer efter grønne fejlskud ATP-direktør siger, at mange grønne investeringer slet ikke overvejes, "fordi ... Læs mere
Fordelingen af statslige arbejdspladser i landet er uændret Vi er ikke nået i mål med at skabe bedre balance i fordelingen af statslige ar... Læs mere
Konservative vil have domstole til at smide kriminelle ud af boliger For at ramme bandemedlemmer hårdere skal domstole kunne smide kriminelle ud af ... Læs mere
Økonomista udvider ejerkredsen med Media Group Danmark Pengemagasinet Økonomista, der fokuserer på at formidle økonomi til kvinder, ... Læs mere