Det skriver mediet The Wall Street Journal. Kinesiske medier har også dækket sagen.
Børsnoteringen, der kan blive til virkelighed næste år, kan ifølge avisen blive den største af sin slags i USA i flere år.
Tidligere på året blev selskabet værdisat til 66 milliarder dollar - omkring 450 milliarder danske kroner.
Bankerne Goldman Sachs, JPMorgan Chase og Morgan Stanley har fået ansvaret for at udforme ansøgningen.
Shein, der blev stiftet i 2008, er kendt for at sælge store mængder tøj for ekstremt lave priser.
Selskabet landede en omsætning på 23 milliarder dollar og et overskud på 800 millioner dollar i 2022 ifølge The Wall Street Journal.
På kort tid har Shein etableret sig som en af verdens største modevirksomheder ved foruden en række midlertidige butikker udelukkende at sælge sine produkter online.
Særligt markedsfører selskabet sine produkter til unge gennem sociale medier.
Den hurtigt voksende virksomhed er dog samtidig blevet ramt med anklager om udnyttelse af gratis arbejdskraft og uigennemsigtighed i forhold til, hvordan dens produkter bliver produceret.
Selskabet er blandt andet mistænkt for at få sin bomuld produceret i den kinesiske provins Xinjiang.
Det er i Xinjiang, at Kinas behandling af de muslimske uighurere har fået kritik for at være i strid med menneskerettighederne.
Desuden har miljøorganisationer anklaget Shein for at tilskynde til overforbrug.
Shein udgør sammen med Zalando og Matas danskernes tre foretrukne webshops ifølge en nylig spørgeskemaundersøgelse blandt 1500 forbrugere foretaget af Epinion for Dansk Industri (DI).
/ritzau/