Andre nyheder

tor, 21 sep 2023

Økonom: Nye skatteregler kan have lagt dæmper på forbrugeres humør

Det viser Danmarks Statistiks opgørelse over forbrugertilliden. Her fremgår det, at forbrugerne vurderer, at familiens økonomiske situation er dårligere i dag sammenlignet med for et år siden. Den gennemsnitlige forventning til familiens økonomiske situation om et år er også faldet. Spørger man Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, kan både højere benzinpriser og usikkerhed omkring det nye system for boligskat, være med til at lægge en dæmper på forbrugernes humør. - For selv om det (nye boligskattesystem, red.) faktisk for langt størstedelen af boligejerne ender ud med en skattelettelse, så kan det meget vel være sådan, at det indtil videre er usikkerheden, der har domineret, skriver han i en kommentar. De nye regler for boligskat træder i kraft 1. januar 2024. De foreløbige ejendomsvurderinger for 2022 blev sendt ud tidligere i september. Siden har det været diskuteret, om ejendomme er vurderet korrekt. Ifølge Vurderingsstyrelsen betyder de nye regler, at fire ud af fem skal betale mindre i boligskat. Den sidste femtedel får en skatterabat, så de ikke skal betale mere i 2024, end de gør i dag. Opgørelsen fra Danmarks Statistik er baseret på interviews og internetbesvarelser med et repræsentativt udsnit af danskere og viser, hvordan forbrugerne ser på den nuværende og fremtidige økonomiske situation. Også indikatoren for den samlede forbrugertillid, der både inkluderer den økonomiske situation i Danmark og i familien, er faldet. I september er den opgjort til minus 13 mod minus 10,9 i august. Den samlede indikator er dog højere end tidligere på året, hvor den i årets første måneder lå under minus 20. Forbrugertilliden ramte det laveste niveau hidtil i oktober sidste år. Her blev den målt til minus 37. For første gang siden april, er indikatoren for forbrugernes forventninger til den fremtidige økonomiske situation i Danmark negativ. Den er opgjort til minus 2 i september mod 2,4 i august. Det betyder, at forbrugernes gennemsnitlige vurdering er, at den økonomiske situation i Danmark om et år vil være lidt dårligere end i dag. /ritzau/

Andre læser også

Far til fire og lærer står til at blive ny borgmester i Herlev Marco Damgaard er uddannet lærer og står til at blive borgmester, fordi Thomas... Læs mere
Danmarks bnp ventes at vokse med tre procent inden stort fald Den danske økonomi ventes at vokse med tre procent i år og næste år, inden v... Læs mere
Vattenfall dropper bud på havvindmøllepark grundet ringe forretning Danmarkshistoriens største udbud af havvind har haft deadline, og nu fortæller... Læs mere
Flere partier vil have flyttet omstridt udrejsecenter til tredjeland En uholdbar situation i Udrejsecenter Kærshovedgård gør, at Konservative vil ... Læs mere
Regeringen forventer også pæne lønstigninger næste år I Økonomisk Redegørelse gætter regeringen på, at de privatansatte i snit få... Læs mere