Andre nyheder

ons, 02 okt 2024

OpenAI er nu mere end én billion kroner værd

OpenAI's topchef, Sam Altman, kan glæde sig over, at interessen for at investere i kunstig intelligens fortsat er tårnhøj. (Arkivfoto).
Jason Redmond/Ritzau Scanpix OpenAI's topchef, Sam Altman, kan glæde sig over, at interessen for at investere i kunstig intelligens fortsat er tårnhøj. (Arkivfoto).

Der er tårnhøje forventninger til den forskel, som kunstig intelligens kommer til at gøre for mennesker og virksomheder i fremtiden.

Derfor findes der også risikovillige investorer, som er klar med masser af penge til de virksomheder, der står med gode kort i kampen om at tjene penge på den nye teknologi.

En af disse virksomheder er OpenAI, der står bag den kendte chatbot ChatGPT.

OpenAI fortæller i en pressemeddelelse, at man netop har afsluttet en ny kapitalrejsning. Her er et lykkedes at skaffe 6,6 milliarder dollar blandt en række unavngiven investorer.

Det betyder ifølge OpenAI, at selskabet nu er værdisat til 157 milliarder dollar eller lidt mere end en billion - eller tusind milliarder - danske kroner.

- Den nye kapital vil gøre det muligt for os at styrke vores førerposition, når det gælder forskning inden for kunstig intelligens, at øge vores regnekraft og fortsætte med at bygge værktøjer, der hjælper folk med at løse vanskelige problemer, hedder det i pressemeddelelsen.

Ifølge Bloomberg er techselskaberne Microsoft og Nvidia blandt de selskaber, der har deltaget i den seneste kapitalrejsning.

Apple skulle også have været interesseret i at medvirke, men endte ifølge Bloomberg i sidste ende med at sige pænt nej tak.

ChatGPT bruges ifølge OpenAI dagligt af 250 millioner mennesker over hele kloden.

Selv om ChatGPT-appen findes i en gratis version, er det også muligt via et betalt abonnement at tilgå en kraftigere version af chatbotten. Det er der omkring 10 millioner brugere, der gør.

Samtidig sælger OpenAI også adgang til sin teknologi til andre selskaber og organisationer, der vil integrere den i deres egne produkter.

OpenAI forventer at omsætte for 3,6 milliarder dollar i dette regnskabsår, men har stadig et stykke vej til at blive en profitabel virksomhed.

Selskabet forventer et underskud på fem milliarder dollar i år.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere